Formandsrating 2019: Efter nogle år med dårlige ratings får Carlsbergs formand i år endelig anerkendelse for den transformation af virksomheden, der er sket i hans tid. Men Flemming Besenbacher lægger i dette interview ikke skjul på, at han skulle op ad en stejl lærekurve, inden det kom så langt. Som noget meget usædvanligt overtog han formandsposten i et stort børsnoteret selskab uden nogen væsentlig erhvervserfaring i bagagen.
Aktiemarkedet har traditionelt haft det svært med Carlsberg. De restriktioner, som stifterne lagde ind i ejerskabet, har ikke harmoneret godt med tanker om shareholder value. Aktiemarkedets mishag har fundet konkret udtryk i bedømmelsen af formanden, og den nuværende, Flemming Besenbacher, er heller ikke vant med gode placeringer i Økonomisk Ugebrevs formandsrating. Så sent som i 2015 landede han på sidstepladsen.
Men netop 2015 var også året, hvor den nye direktør Cees’ t Hart blev ansat. Det var et dristigt valg. Men det er blevet en succes, og siden har tendensen i Besenbachers ratings været stigende. I år får han karakteren 3,5. Det er ikke en topkarakter, men det er absolut godkendt, og det bringer ham i liga med bestyrelsesformændene i f.eks. Novo Nordisk, Tryg og William Demant.
Flemming Besenbacher havde en solid forskerkarriere bag sig, da han i 2012 blev formand for Carlsberg. Men hans erhvervskarriere var dengang stort set ikke eksisterende, så det nye hverv krævede tilvænning. ”Da jeg blev bestyrelsesformand, havde jeg en stejl læringskurve. Jeg er jo professor i nanoteknologi, og jeg er derfor vant til at sætte mig ind i nye emner på relativt kort tid,” siger Flemming Besenbacher.
Ledelsesskiftet i 2015 var den store eksamen
”Den helt store eksamen for mig var naturligvis ledelsesskiftet i 2015. Det er en bestyrelsesformands vigtigste opgave at sikre, at man har den rigtige person med de rigtige kompetencer og de rigtige personlige egenskaber til at lede virksomheden. Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg er stolt over den transformation, som Carlsberg har væ-ret igennem i de seneste fire år, siden Cees ’t Hart i juni 2015 overtog CEO-posten, og over de stærke økonomiske resultater, specielt i 2018 med to opjusteringer. Lige nu har vi den højeste aktiekurs nogensinde. Jeg gætter på, at de stærke resultater også medvirker til bedømmelsen af mig,” fortsætter han.
Det er imidlertid ikke kun Carlsberg, der er kommet aktiemarkedet i møde med en strategi, der er mere kommercielt betonet end forgængerens. Det er også omvendt, vurderer Flemming Besenbacher. De dybe værdier, som er lagt ned i virksomhedens DNA, er ikke længere en anstødssten. De harmonerer tværtimod godt med tidens krav om, at virksomheder skal have et formål, ud over at tjene penge.
”Man må ikke undervurdere, hvor vigtigt det er for en virksomhed, at den kan fremvise resultater, som Carlsberg f.eks. kunne for 2018. Det giver ikke bare et finansielt overskud, men også et mentalt overskud til at fokusere på andet end profit. Der er nu genskabt tillid til ledelsen blandt aktionærer og analytikere. Men vi skal transformere verden fra at være fokuseret udelukkende på kortsigtet profit til i dette århundrede også at fokusere på det lange sigte, og herunder people, purpose og planet. De fire P’er kommer til udtryk på flere måder. Den positive omtale af Carlsberg og mig skyldes måske også vores mange bæ-redygtighedsinitiativer,” siger Flemming Besenbacher, der også kan se sin egen post i selskabet som et resultat af stifternes visioner.
”De ønskede, at videnskabsmænd skulle tage ansvaret for bryggeriet Carlsberg. Han (bryggeren J.C. Jakobsen, red.) ville sikre, at Carlsberg aldrig kun blev drevet med fokus på kortsigtet profitoptimering, men derimod altid fokuserede på i dag og i morgen, altså både på det korte og det lange sigte,” siger Flemming Besenbacher, der afviser, at det var en overvindelse at lægge afstand til den gamle målsætning om at være blandt verdens absolut største bryggerier.
”Den beslutning overlod jeg trygt til den nye ledelse. Målet om at vokse organisk ved at investere halvdelen af det, der kom ind fra vores effektiviseringsprogram, havde fuld opbakning fra bestyrelsen og mig. At effektiveringsprogrammet endte med at nå op på mere end 3 mia. kr., selvom målet var mellem 1,5-2 mia. kr., siger noget om den ånd, der i dag hersker i Carlsberg, som igen skyldes Cees’ dygtige ledelse,” slutter Flemming Besenbacher.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her