Boganmeldelse: En tysk day-trader, finansmanden Volker Handon, har skabt opmærksomhed med sin bog ”Die Psyco-Trader” – psyco-traderen. Det er, hvad han kalder sig selv, og selv om han har tjent godt på børshandel, betragter han det nuværende finanssystem som skadeligt for samfundet.
Han hæfter sig ved konsekvensen af finanskrisen – et nul-rentesamfund, der skaber voldsomme problemer for den fremtidige opsparing. Hverken private eller virksomheder kan efter hans mening stole på bankernes dispositioner. Han taler om folkefordummelse, når pensionsopsparerne tror, de skal have aktier i deres portefølje. Pensionsselskabernes og forsikringsselskabernes jonglering på markedet tager en uforholdsmæssig stor del af opsparernes afkast. Han anbefaler derfor vidtrækkende reformer.
Volker Handon, der har handlet med værdipapirer i 25 år, det meste af tiden som selvstændig day-trader i Frankfurt, giver et spændende og ærligt indblik i sin tilværelse. Første sætning i bogen er: ”Jeg er en spiller.” Han har behov for at konkurrere, og han mener, at det gælder enhver, der handler med værdipapirer, også de professionelle i gigantiske finanshuse. Har man ikke spillernaturen i sig, kan man ikke klare jobbet. Det handler om at tjene penge på pengestrømmene. ”Jeg laver ikke et nyttigt stykke arbejde,” skriver han. Og dermed kommer han ind i kernen af sin kritik: At finanssektoren er blevet en spillebule, et kasino, hvor det er handlernes og finanshusenes egeninteresse, det drejer sig om – ikke om at skaffe finansiering til virksomheder eller et godt afkast til pensionsopsparerne.
Som en konsekvens af den selvskabte finanskrise er industrilandene nu havnet i en nul-rentesituation, der slår igennem på alle pensionsopsparere. Det er deres penge, der er brugt under finanskrisen. Pensionsforvaltere fra hele verden har placeret pengene i fonde og finanshuse, der har spillet med pengene, uden at de egentlige ejere har givet tilsagn om det, eller forstået det. Hans tiltro til finanssektoren fik et grundskud, da den schweiziske nationalbank den 15. januar i år slap kursen på schweizerfranken fri få dage efter, at banken sagde, at den ville forsvare kursen. ”Fra nu af er alt muligt,” skriver han. Man kan ikke tro på nogen som helst myndighed mere. Nu er finansmarkedet blevet et renlivet kasino uden regler. Han selv undgik et stort tab denne dag – fordi han sad på toilettet og ikke ved skærmen – ”og det var godt.”
Men det bemærkelsesværdige er, at han ikke er imod børsen som institution. Den måde at skaffe kapital på og at handle med værdipapier på er den rigtige. Børsen skal bare reformeres. Den skal være en statslig institution, så der ikke er andre interesser, der spiller ind, og der må kun kunne handles på denne børs og f.eks. ikke på de såkaldte Dark Pools. Der skal være mere gennemsigtighed. Spekulanternes muligheder skal begrænses til fordel for de ægte investorer, og f.eks. skal købere beholde deres værdipapirer i en vis mindstetid.
Generelt skal der være et opgør med hele ideen bag speed-trading, hvor enorme summer omsættes på millisekunder. Dermed kan børsen blive et tidligt advarselssystem, der giver de rigtige signaler gradvist, så man undgå de bratte og ødelæggende dyk, der sker for virksomheder (som Lehman) og lande (som Grækenland).
Ideen om at betragte børsen som et advarselssystem har floreret længe og var debatteret under den hjemlige Hafnia-krise. Volker Handon mener, at forbedringer kræver vidende og uafhængige politikere, en bedre uddannet befolkning (elever i de højere klasser bør have en solid undervisning i finansmarkedet, mener han) og mere kvalificerede journalister, der bliver endnu bedre til at analysere markedet i stedet for at jage de korte netnyheder. Det er den fjerde magt, han sætter sin lid til – pressen. To tyske økonomer, Matthias Weik og Marc Friedrich, har et andet forslag til en styrkelse af en fjerde magt. Det skal ikke være den uformelle magt, pressen, men derimod en offentlig og uafhængig ”monetativ” magt, som de kalder det, altså en pengemagt, der kan være en centralbank, der er mere uafhængig end den nuværende, herunder ECB.
I deres bog ”Der Crash ist die Lösung” – et børskrak er løsningen – skriver de, at centralbankerne ikke bør beskæftige sig med statsgæld, og at hverken Fed eller ECB i denne tid bør pumpe store mængder penge ud for at håndtere finanskrisen. QE-programmet løser ikke krisen. For hvem skal tage over bagefter, spørger de? Hvem kan håndtere de gigantiske summer? De mener, at centralbankerne er blevet alt for afhængige af banksektoren. Det er to bøger, der tør tage en debat om de temaer, som hverken finanssektoren eller politikerne har noget klart svar på, og som illustrerer, at problemerne ikke er løst, men udskudt.
