I et nyhedsbrev skriver Erhvervsstyrelsens vicedirektør Victor Kjær blandt andet: ”Jeg vil også gerne fremhæve den særlige indsats, vi har på vej, i forhold til regnskaber, hvor revisor har taget forbehold: Hvert år modtager styrelsen mange tusind årsrapporter med revisorforbehold. Styrelsens rolle har hidtil kun bestået i at indhente og offentliggøre årsrapporten, så kreditorer og andre regnskabsbrugere kunne få adgang til eventuelle forbehold og andre oplysninger fra revisor. Nu har Erhvervsstyrelsen imidlertid fået ressourcer til at gennemføre en indsats, hvor vi systematisk udtager regnskaber med alvorlige forbehold og retter henvendelse til revisor og til selskabets ledelse. Det giver styrelsen en stærkere og mere aktiv rolle i vores arbejde med regnskabskontrol, men det kommer også til at styrke revisors gennemslagskraft over for selskabet ganske betragteligt. Nu ved selskaberne, at hvis de sidder alvorlige bemærkninger fra revisor overhørig, så kan selskabet forvente en henvendelse fra Erhvervsstyrelsen.”
