Hvor erhvervslivets fokus de seneste fem år har været på at fremme kvinder i selskabernes bestyrelser, er der nu en markant stigende erkendelse af, at flere kvinder i bestyrelserne vil kræve et bredere rekrutteringsgrundlag, altså at skabe en bedre base af kvinder i selskabernes topledelser. Samtidig ses flere kvinder, udlændinge og øget etnicitet i ledelserne som en styrke for hele virksomhedens ledelseseffektivitet og organisationen.
Gennemgangen af de lovpligtige Mangfoldighedsrapporter for de 100 største virksomheder bekræfter et markant øget fokus på udviklingsprogrammer for særligt kvinder længere ned i organisationen, dog især i de 20 største erhvervsvirksomheder. I mange selskabers bestyrelser er der samtidig den grundholdning, at erfaring og kompetencer må komme før målsætninger om mangfoldighed.