Med afsæt i de seneste opkøb og en stabilisering af forretningen kan Matas være på vej ind i en periode, hvor værdiansættelsen skal løftes. Alene fordi investorerne går fra at se på aktien som en afviklingsforretning, til at se på den som en vækstforretning – omend den er beskeden.
Årsregnskabet viser, at der fortsat er en solid vækst i e-handlen, som nu begynder at have en størrelse, som får betydning i det store billede. Omsætningen fra Matas.dk voksede med 54% og udgjorde 5% af den samlede omsætning, og i 4. kvartal udgjorde hele onlineomsætningen 11% af omsætningen.
Der var således spæde tegn på, at Matas er ved at få hånd om omnichannel-strategien, hvor den fysiske butik og onlinebutikken kombineres. Det presser på kort sigt indtjeningen, men på den anden side betyder det, at man ikke længere ”bløder omsætning” på det overordnede niveau.
Matas kunne i forbindelse med årsregnskabet meddele, at man har købt make-up mærket Nilens Jord, som er Matas’ mest populære. Matas er i øvrigt også den klart største kunde hos Nilens Jord på baggrund af et mangeårigt samarbejde. Da transaktionen samtidig sker som led i et generationsskifte, ser vi alt andet lige en begrænset risiko ved opkøbet, da kendskabet mellem de to virksomheder også er særdeles stort.
Købet forventes endeligt gennemført indenfor kort tid i juni, og modsvarer en EV/EBITDA-multipel på 7,5 før synergier og 5,8 efter. Matas handler selv til 7,75 på samme multipel, og isoleret set er købet derfor ikke voldsomt værdiskabende. Til gengæld giver det Matas en platform med et eget make-up mærke, som tilmed har en lidt fremtidssikret profil som allergivenlig og naturvenlig. Sammen med Matas’ øvrige ”grønne investeringer” indenfor helse og Matas Natur, taler det direkte ind i tidens store fokus på klima og økologi.
En ting er om selve forretningen er stabiliseret og ved at vende rundt – noget helt andet er om analytikerne og investorerne også er ved at vende rundt i deres syn på Matas.
Skift til vækstaktie belønnes af investorerne
Investorer og markedet har en tendens til at belønne vækst, og det forventer vi i nogen udstrækning vil være tilfældet for Matas. Selvom Matas langt fra er ved at blive en vækstkomet, så ser ”fortællingen” om aktien ud til at skifte langsomt fra at være en afviklingsforretning med malkning af det størst mulige udbytte og cash flow, og over til at det er en forretning, som er begyndt at vokse. Selvom væksten kommer med store investeringer og koster på udbyttefronten, er det et faktum, at investorerne er villige til at betale en højere multipel for en forretning i vækst end det modsatte. For Matas kan det betyde, at værdiansættelsen skal løftes en smule målt på P/E, selvom investeringerne og opkøbene ikke nødvendigvis slår igennem på bundlinjen med det samme.
I øjeblikket handler aktien til en P/E omkring 8-9, og selv et beskedent løft til 10-11 vil alt andet lige betyde et parallelt kursløft i omegnen af 20% . Vi løfter vort kursmål i forventning om, at analytikere og ikke mindst investorer så småt er i gang med at revurdere deres syn på Matas. Det bør give anledning til et løft af Matas’ værdiansættelse. Og selvom aktien er løftet pænt fra den absolutte bund, så er en P/E på 8-9 ikke skræmmende, hvis forretningen er stoppet med at bløde. Konkret betyder det, at vi løfter vort kursmål til 80.
Børskurs på analysetidspunktet: 71,50 AktieUgebrevets kursmål (6 mdr): 80,00
Læs tidligere analyser af Matas her. Password er abonnent email, og adgangskode kan hentes her .
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.