Al snak om NKT handler i øjeblikket om udbudsprocessen på den store planlagte Viking Linkkabelforbindelse mellem Danmark og England. En endelig afgørelse kan falde indenfor 14 dage.
Efter en lidt roligere afslutning på 2018 ovenpå det dramatiske 3. kvartalsregnskab (inkl. direktørfyring) i november, har NKT-aktien igen indløst billet til rutsjebanen. Aktien nåede at toppe 50% oppe omkring kurs 140 i april, for derefter at falde kraftigt tilbage til dagens kurs på 96.
Bortset fra den overordnede aktiemarkedsudvikling dækker den meget svingende udvikling over en udpræget spekulation i Viking Link-ordren. Udviklingen viser også, at investorerne er i vildrede og klar til at reagere, såsnart der er indikationer på det ene eller andet udfald.
I slutningen af april gik rygtet på, at NKT havde vundet. Sidenhen erfaredes det, at afgørelsen var kortvarigt udskudt til medio maj pga. indsigelser/ klager over processen. Markedsopfattelsen blev i stedet vendt på hovedet af nye rygtedannelser om en tilsyneladende selvtillidsfuld Prysmian-ledelse (en stor konkurrent), og en spekulation i, om NKT ikke allerede ville have meldt noget ud i slutningen af april, da den første afgørelse faldt.
Facts er der få af. Følgende er eneste kommentar, der fremgår af Energinets særlige Viking Link hjemmeside : ”Tildelingen af kontrakter på kabelleverancen til Viking Link blev meddelt til tilbudsgiverne i slutningen af april 2019. Efter at der er modtaget klager fra tilbudsgivere, har National Grid og Energinet nu besluttet at evaluere kontrakttildelingen igen. Det forventes nu, at en endelig beslutning om kontrakttildeling kan offentliggøres i slutningen af juni 2019.”
Meddelelsen fortæller flere interessante ting. For det første, at der nu kan forventes en endelig afgø-relse i slutningen af juni, og for det andet at man faktisk allerede i slutningen af april har meddelt det første resultat til budgiverne. NKT-aktiens kortsigtede skæbne afgøres således indenfor de næste 14 dage, og dagens kurs indeholder efter vores vurdering størst sandsynlighed for et negativt udfald. En positiv meddelelse vil sende aktien tilbage over 100 med stor styrke, mens et negativt resultat sandsynligvis vil betyde en tilbagevenden til lavpunktet fra november. Og ikke mindst en lang periode på flere måneder indtil nye større ordrer potentielt kan falde NKT’s vej. I den periode vil fokus givetvis blive på NKT’s finansielle situation, og den øgede sandsynlighed for, at heller ikke 2020 bliver et rigtig godt år.
Short-interessen op ultimo maj
NKT startede året med en høj short-interesse på 8,62%, og i løbet af de første to måneder blev den nedbragt til ca. 6%, som har været niveauet efterfølgende. Det er dog værd at bemærke, at shortinteressen alene i de sidste 4 handelsdage i maj blev løftet fra 5,66% til 6,44%. Det svarer til over 250.000 aktier, hvilket skal ses i forhold til den officielle omsætning på Nasdaq OMX på 606.000 aktier. Aktien faldt over de fire dage fra 116 til 101, hvilket er med til at understrege den høje usikkerhed og shorternes påvirkning.
Konklusionen herfra er, at NKT-aktien med al tydelighed absolut kun er for de meget risikovillige investorer p.t.. Eller de meget tålmodige, som kan se henover de kommende kvartalers uro med sigte på den forventede markedsvækst efter 2020-21.
Steen Albrechtsen
Steen Albrechtsen og/eller dennes nærtstående ejer aktier i NKT
Børskurs på analysetidspunktet: 96,00 AktieUgebrevets kursmål (6 mdr): 70-140
Læs tidligere analyser af NKT her. Password er abonnent email, og adgangskode kan hentes her .
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.