Krisen er på vej: Hvad vil den kommende regering gøre?

Finanskrisen fylder snart 11 år. Men den bliver næsten dagligt omtalt som et fikspunkt i erhvervsmedierne. Man kan måske sige, at der er advaret om risikoen for en ny krise så mange gange, at det har tabt troværdighed. Derfor er vores kolleger på de politiske redaktioner til dels undskyldt, når de dækker regeringsforhandlingerne helt uden at forholde sig til den globale vækstkrise, som der for tiden er klare advarselssignaler om.

Men helt undskyldt er kollegerne ikke, for alle ved, at kriser kommer jævnligt, og vi er langt over den sædvanlige termin for, hvornår den næste recession ”burde” komme. Så selv om de aktuelle krisetegn skulle gå i sig selv igen, så er der en meget stor sandsynlighed for, at den kommende regering kommer til at bokse med en økonomisk nedtur i verden og Danmark. Det stiller de nøje afstemte meldinger fra de politiske forhandlere, når de hver aften kommer ud af døren, i et lys, som man godt kunne fortælle danskerne om. For de radikale er det f.eks. et ultimativt krav, at arbejdsstyrken skal øges. Men det krav vil miste aktualitet, så snart arbejdsløsheden begynder at stige. Med en krise dulmes også Enhedslistens bekymring for ligheden. Når velhavere ser værdien af deres aktieinvesteringer skrumpe ind, har det den medfølgende virkning, at uligheden i samfundet falder.

Så vidt den ”hjælp” eller det modsatte, som en krise vil give til de forhandlende partier. Det ændrer naturligvis ikke på, at det er belastende for enhver regering at skulle håndtere en krise. Et sandsynligt scenarie er, at politikerne denne gang må vælge mellem meget hård opbremsning og en usædvanligt stor finanspolitisk lempelse, bestående af blandt andet skattelettelser. Dette fordi ECB denne gang ikke har noget krudt i bøssen, ikke engang løst krudt, til at bidrage gennem pengepolitikken. Det er måske nok udsigtsløst at spørge politikerne, hvad de vil gøre i en tænkt situation. Men man kunne i det mindste skitsere de sandsynlige scenarier for læsere, lyttere og seere.

BØRSEN: EN NY KRISEINDIKATOR?

Kriseindikatorer er noget, man kan læse om i økonomiske fagbøger. Men man må gerne tilføje sine egne, og her et bud på en uofficiel indikator: Når der er bragende højkonjunktur, og det alligevel går skidt i de mest konjunkturfølsomme sektorer – så er vi tæt på en dramatisk vending. Så er virksomhederne blevet for skødesløse, eller for mange nye spillere er blevet lokket til ved lugten af guld. Vi er inspireret af to artikler på hinanden følgende sider i Børsen tirsdag. Den ene handler om, at indtjeningen halter for Nordens byggegiganter, den anden om, at underskuddet vokser i A Hereford Beefstouw.

BØRSEN: EMBEDSMANDENS SKÆVE INCITAMENTER

Danske Bank har kendt til hvidvasksagen i mange år, men det er vel rimeligt at antage, at det var sidste sommer, man forstod, hvor alvorlig den er for banken. Så skulle man tro, at der relativt hurtigt blev ryddet op, i hvert fald organisatorisk, og hensat realistiske beløb til bøder og erstatninger. Men nej. I et interview i Børsen vil bestyrelsesformand Karsten Dybvad ikke love, at der er ryddet op før om fire til seks år. Avisen vinkler det på, at der vil gå så lang tid, før banken når sine afkastmål. Måske vil bankens stærkeste kritikere glæde sig over, at aktionærerne således får et kontant tab. Men de glæder sig for tidligt: Det er også målsætningen om en bank, der på en gang opfylder sin rolle i samfundsøkonomien og effektivt blokerer for hvidvask, der trækker ud.

Karsten Dybvad kom som bekendt ind i banken, fordi storaktionæren A.P. Møller – Mærsk Holding viste politisk lydhørhed og forstod, at der var behov for en leder, der ikke kom fra den skandaliserede finanssektor. Dybvads karriere er udviklet i centraladministrationen. Men dermed synes man blot at have skiftet nogle uheldige incitamenter ud med nogle andre uheldige incitamenter. Hvor finansmanden løber risici, og engang imellem for store sådanne, er embedsmandens instinkt at dæmpe omgivelsernes forventninger. På den måde holder han sig selv og sine sin politiske chefer uden for skudlinjen. Men er den tilgang hensigtsmæssig for Danske Bank eller dens stakeholdere, det vil sige os alle sammen?

Få dage senere udtalte Dybvad sig igen til Børsen, denne gang om en anden målsætning, som der også er stor politisk bevågenhed omkring – nemlig at der skal flere kvinder ind i topledelsen. Læs artiklen her eller gæt selv på, om bestyrelsesformanden er i stand til at love resultater af betydning.