Økonomisk Ugebrev erfarer, at Finanstilsynet nu er i gang med at endevende økonomien i det skrantende forsikringsselskab Gefion Insurance, efter det i slutningen af sidste år stod klart, at selskabet var langt under solvenskravene. Tilsynet er under massivt pres fra udlandet, hvor de mange danske forsikringskonkurser har kostet dyrt og nu går under navnet det danske ”InsuranceGate”.
Det danske Finanstilsyn er lige nu i al stilhed i gang med at vende hver en sten i Gefion Insurance. Det bekræfter selskabets adm. direktør og ejer Tonny Anker Svendsen over for Ugebrevet, mens Finanstilsynet er helt tavst om situationen og henviser til sin tavshedspligt.
Allerede i slutningen af 2018 stod det klart, at Gefion var langt under vand, og selskabet kom ud af året med en solvens på 0,72, hvilket er langt under de 1,25 som typisk medfører skærpet overvågning fra Finanstilsynet.Gefion har i mellemtiden desperat forsøgt at skaffe ny og ekstern kapital, men må nu erkende, at det ikke kan lade sig gøre, samtidig med at selskabet har tilsynet på nakken. I første omgang har ejerne selv indskudt kapital.
NYE KRAV FRA TILSYNET?
”Vi har endnu ikke fået nogen tilkendegivelser fra Finanstilsynet, men baseret på forløbet af inspektionen og den meget grundige tilgang, som Finanstilsynet har lagt for dagen, forventer jeg, at der vil være områder, hvor vi får at vide, at vi skal forbedre os. Vi har allerede selv foretaget en række tiltag, som gerne skulle sikre, at vi står langt mere skarpe fremadrettet,” lyder det fra Tonny Anker Svendsen.
”Med hensyn til kapitalrejsning vil jeg sige, at det naturligvis komplicerer processen, når Finanstilsynet er på ordinær inspektion. Indtil Finanstilsynet har afsluttet sit arbejde, vil det derfor alt andet lige kun være de eksisterende aktionærer, som kender status godt nok til at indskyde penge. Af samme årsag valgte aktionærerne at indskyde yderligere kapital her og nu,” uddyber han i en mail til Økonomisk Ugebrev, hvor han også slår fast, at der skal tiltrækkes ekstern kapital, så snart tilsynet er færdige med sine undersøgelser.
Usikkerheden vokser dermed i ekspresfart omkring den finansielle situation i Gefion Insurance, og selskabet kan være på vej til at blive det fjerde danske forsikringsselskab, der må smide håndklædet i ringen inden for få år. Gefion er ret ukendt i den danske offentlighed, men har præmieindtægter i omegnen af 2 mia. kroner årligt. Det er dermed vokset til dobbelt størrelse af eksempelvis Købstædernes Forsikring på ganske få år.
Det er ikke mindst væksten, der har skabt problemer, og Gefion er næsten blevet fordoblet på præmieindtægter det seneste år – ikke mindst på ryggen af de andre forsikringskonkurser som eksempelvis Alpha og Qudos Insurance, der gik ned i december sidste år.
Gefion har overtaget dele af de udenlandske kunder og agenter fra Qudos – ikke mindst i Storbritannien. Nu skal Finanstilsynet altså til at se på den selv samme forretning, som det også undersøgte i Qudos sidste år – hvilket bl.a. førte til, at Finanstilsynet krævede ekstra hensættel ser i Qudos for 710 mio. kr.
Et lignende krav kan altså nemt opstå over for Gefion, når Finanstilsynet er færdige med sine undersøgelser. Det vil formentlig kræve en yderligere kapitaltilførsel til Gefion, hvor ejerne netop har tilført 40 mio. kr. for lige at kunne overholde solvenskravene.
INSURANCEGATE DENMARK
Finanstilsynet er i hvert fald under et voksende pres fra udlandet for at få ryddet op i de mange usikre forretningsmodeller, hvor danske selskaber som Alpha og Qudos Insurance er vokset voldsomt på de europæiske markeder uden særlig kapital i ryggen.
Konkurserne i Alpha og Qudos Insurance har kostet dyrt, og den udvikling har fået Garantifonden for Skadesforsikring og de danske politikere til via lovgivning at lukke for dækningen af udenlandske kunder, som for Gefions vedkommende udgør over 90 procent af præmierne. Det skete ved årsskiftet, så nu har garantifonden ryggen fri. Men spørgsmålet er nu, om Gefion har oplyst sine kunder og agenter om, at de ikke længere er dækket af danske forsikringskroner i tilfældet af en ny konkurs. Umiddelbart er der intet at finde om det på selskabets hjemmeside, men Tonny Anker Svendsen siger, at det skete i efteråret 2018.
Økonomisk Ugebrev har spurgt flere af Gefions agenter i Storbritannien og Frankrig, om hvordan de oplever den aktuelle usikkerhed omkring Gefion og selskabets finansielle sundhedstilstand. Ludovic Dumont fra Aleade Forsikringsmæglere i Frankrig fortæller om stor nervøsitet i Frankrig omkring udviklingen i Gefion Insurance – ikke mindst efter de tidligere danske konkurser, som han nu kalder en slags dansk Insurancegate, med underforstået henvisning til den amerikanske, politiske Watergate skandale.
”Gefion Insurance has many brokers in France and most of them were acting with Alpha Insurance before moving to Gefion Insurance recently. Unfortunately, it is very difficult to obtain information on what could be called an insurancegate in Denmark! I have asked the chief redactor of La Tribnue De L’assurance in France to check how serious is this problem for insured in France,” skriver han i en mail til Ugebrevet, hvor han samtidig beder om opdaterede artikler fra Ugebrevet omkring udviklingen i Gefion.
”Do you have new articles coming soon? I will be happy to receive any link from you of how this scandal is going ahead,” slutter den franske forsikringsmægler sin mail.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.