I en international ranking af internationale corporate websites for selskaber i toneangivende aktieindeks, kommer de danske C20 selskaber ind lidt over middel.
Ud af 20 undersøgte aktieindeks kommer de 30 selskaber i tyske DAX 30 ind som nummer ét med en samlet score på 64 %, mens de 19 danske selskaber i C20 kommer ind på en 9. plads med 53 %. Det fremgår af en ranking udarbejdet af analysefirmaet Investis, som har vurderet de enkelte selskabers corporate hjemmesider ud fra seks overordnede søjler, nemlig About us, IR, medier, governance, CSR og karriere.
I ratingen er også målt på en anden dimension, nemlig brugervenlighed, opdelt på indhold, tilgængelighed, mobil, multimedia og brug af sociale medier. På de overordnede målepunkter for indhold scorer de danske selskaber langt bedst på governance, med en score på 83 point ud af 100 mulige.