North Medias 1. kvartalsregnskab viser tilbagegang i både omsætning og indtjening, og kursen er siden faldet 14%. Men faldet var forventet, og tallene dækker over opjusteringer i tre af fire divisioner.
North Medias 1. kvartalsregnskab giver et lidt forvirrende indtryk med tilbagegang i toppen samtidig med en massiv fremgang i bunden. Forklaringen ligger i selskabets afkast af værdipapirer, som i 1. kvartal løftede resultatet med 57,7 mio. kr. mod 15,3 mio. kr. i 1. kvartal 2018.
Målt på driften (EBIT før særlige poster) alene var der tale om en tilbagegang på næsten 15%, så umiddelbart var det ganske passende, at markedet reagerede med et kursfald, som de næste seks uger sendte aktiekursen ned med 14%.
Men reaktionen var efter vores vurdering forkert. Der var nemlig ikke noget overraskende ved tilbagegangen i omsætning og indtjening.
Den kan forklares med et ventet omsætningsfald i både FK Distribution og North Media Aviser kombineret med periodeforskydninger, da påskeomsætningen i år ligger i 2. kvartal, mens den i fjor lå i 1. kvartal. Der er altså ikke tale om en ringere drift i koncernen end forventet.
Hvis man læser regnskabet nærmere, viser det sig tværtimod, at det modsatte er tilfældet. North Media består af fire selskaber, og i tre af disse selskaber opjusterer man allerede efter 1. kvartal forventningerne til det primære driftsresultat (EBIT). For hele koncernen resulterer det i en positiv ændring i helårsforventningerne til både omsætning og indtjening. Den forventede omsætning justeres kun beskedent i bunden, så den nu forventes at ligge i intervallet 1110-1160 mio. kr. (tidligere 1100-1160 mio. kr.), mens ændringen i EBIT før særlige poster er større. Her fastholder man øverste grænse, men hæver bunden i det forventede interval med 10 mio. kr., så intervallet nu lyder på 105-125 mio. kr. (tidligere 95-125 mio. kr.)
I en børsmeddelelse siger selskabet, at 1. kvartal har udviklet sig som forventet, og giver udtryk for, at forventningerne ”fastholdes og præciseres”.
Den formulering af de ændrede forventninger, som både for koncernen som helhed og for de enkelte selskaber hæver bunden i de udmeldte intervaller, er efter vores opfattelse for beskeden. Vi mener, at der reelt er tale om en opjustering.
Opjusteringer ser man normalt ikke allerede efter 1. kvartal, da der i sagens natur sjældent er sket særlig meget, siden man i årsregnskabet offentliggjorde forventningerne til det kommende regnskabsår. Fordi opjusteringer normalt først dukker op i halvårsregnskabet, bør det påkalde sig opmærksomhed, når det allerede sker efter årets første tre måneder. Ikke mindst fordi det ofte er forløberen for yderligere en opjustering i løbet af året.
Den vinkel har man imidlertid ikke kunnet aflæse i markedets reaktion på North Medias 1. kvartalsregnskab, som i stedet har fokuseret på de isolerede regnskabstal, og ikke tager hensyn til den bagvedliggende forklaring.
Vi betragter reaktionen i form af et markant kursfald som fejlagtig, og med de nye forventninger kan der med udgangspunkt i eksempelvis Price/ Earning-nøgletallet faktisk argumenteres for en aktiekurs helt op til 86.
Den beskedne omsætning i aktien forhindrer dog en fuld udnyttelse af kurs-potentialet på kort sigt, og vi anser stadig vores kursmål fra ØU Formue 7/2019 på 45 for at være et mere realistisk bud. Med udgangspunkt i de nye tal efter 1. kvartal hæver vi kursmålet til 48,2.
Børskurs på analysetidspunktet: 33,20 AktieUgebrevets kursmål (12 mdr): 48,20
Læs tidligere analyser af North Media her. Password er abonnent email, og adgangskode kan hentes her .
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.