Økonomisk konfrontation mellem USA og Kina stiger igen i intensitet

Donald Trump har, efter for nylig at have opgivet at pålægge Mexico yderligere toldsatser, nu valgt at lægge en 10 procent importtold på alle resterende kinesiske eksportvarer til USA. Det sker pr. 1. september og betyder bl.a. højere priser i den amerikanske julehandel. Det er ikke i sig selv nok til markant at svække den amerikanske økonomi, men det er et klart signal om, at den økonomiske konfrontation med Kina ikke vil blive løst foreløbigt. Den vil fortsætte med at have uforudsigelige konsekvenser, og dette for en stadigt større del af USA’s økonomiske aktivitet, skriver Jacob Kirkegaard fra The Peterson Institute for International Economics i denne analyse.

Alene denne forøgede usikkerhed vil skubbe til Fed, for præventivt at sænke renterne yderligere senere på året.

Det kinesiske svar til Trump kom prompte og gjorde det klart, at Beijing nu reelt har opgivet at få en aftale med Trump. Den kinesiske regering stoppede øjeblikkeligt alle indkøb af amerikanske landbrugsvarer – en direkte provokation overfor Trump, som gentagne gange har sagt, at Kinas præsident Xi til G-20 topmødet lovede ham at øge disse indkøb.

STRID OM VALUTAKURSER
Samtidig tillod den kinesiske centralbank for første gang, at den kinesiske valuta, renminbien, bliver handlet til en kurs under 7 til den amerikanske dollar. Herved signalerede Kinas magthavere også, at de har et økonomisk redskab til rådighed, som de også kan bruge, hvis Trump i fremtiden gør alvor af sin trussel om at pålægge alle kinesiske eksportvarer en told på 25 procent. En yderligere svækkelse af renmimbien på måske 5 procent vil makro-økonomisk modvirke amerikanske toldsatser på 25 procent, men dog også eksportere det økonomiske pres til Kinas andre handelspartnere, specielt i resten af Asien.

Trump-administrationen valgte derefter officielt at designere Kina som en ”valutamanipulator”, til trods for at US Treasury så sent som i maj måned kom til den modsatte konklusion, og at faldet i renminbien var markedsdrevet i form af valutaflugt fra Kina. Eller sagt på en anden måde: USA’s regering kalder nu Kina for en valutamanipu-

lator, fordi landet ikke intervenerer nok (!) for at stoppe faldet i dets valuta overfor den amerikanske dollar. Washington er i dag derfor reelt utilfreds med, i hvor høj grad Beijing lader markedskræfterne diktere sin valutakurs.

Denne designering er dog i sig selv ikke specielt meningsfuld, da de mulige sanktioner mod Kina er tandløse og allerede overhalet af Trumps mange eksisterende toldsatser på kinesiske varer.

IMF PÅ MELLEMHÅND
Der er samtidig mindst en stor, potential risiko her, specielt set med europæiske øjne, nemlig risikoen for en ny ledelseskrise i IMF. Amerikansk lov tilsiger, at US Treasury konfererer med IMF om eksistensen af international valutamanipulation. Det er imidlertid næppe troligt, at IMF vil bakke Trump-administrationen op i dens politisk drevne anklager mod Kina. Trump kunne nemt i den situation tænkes at ville afkræve Krystalina Georgieva, den nye europæiske kandidat til at efterfølge Christine Lagarde som IMF-chef, et tilsagn om, at hun vil støtte USA imod Kina, som quid pro quo for at USA vil stemme for hendes kandidatur.

Herved risikerer IMF enten at få en politisk kompromitteret chef – en udvikling som givet på sigt vil underminere organisationens integritet. Eller at skulle igennem en potentielt meget splidskabende ledelsesselektion, som nemt ville kunne ødelægge Europas chancer for fortsat at levere IMF’s øverste chef, eller måske efterlade IMF i en lang periode uden en chef.

Fortsat dybere handelskrig mellem USA og Kina er samtidig gift for de private investeringer i USA (og Kina), ligesom de mest handelsafhængige europæiske lande, som Tyskland, vil opleve en fortsat økonomisk afmatning. Dog er der for EU den fordel, at fortsat konflikt med Kina formentligt vil gøre det mindre politisk og økonomisk attraktivt for Trump at indlede en ny stor handelskrig med EU, og tyske bilproducenter vil derfor kunne bekymre sig lidt mindre om netop denne risiko senere på året.

Det ændrer dog ikke på, at når verdens to største økonomier begynder at slås for alvor, risikerer verdensøkonomien en helt unødvendig nedtur. Trumps aggression rammer derfor i stigende grad os allesammen.