Med en stadig større andel af topchefernes samlede løn fra bonus og aktie-tildelinger kommer der fremover flere sving op og ned i topchefernes samlede lønpakker. Vestas’ Anders Runevad gik sidste år 24 procent ned i løn. Danfoss’ Kim Fausing og Grundfoss Mads Nipper gik også ned i løn sidste år.
Vestas’ Anders Runevad måtte sidste år se sin samlede løn falde med hele otte mio. kr. i forhold til året før. Lønnen landede på 25 mio. kr. mod 33 mio. kr. året før. Lønnedgangen skyldes ikke en lavere fast løn. Tværtimod steg den en lille smule. Til gengæld fik direktionen slet ikke cash bonus sidste år, modsat året før med syv mio. kr. og tilbage i 2016 otte mio. kr. i bonus. Ifølge Vestas’ årsregnskab blev der slet ikke udbetalt cash bonus til den fem mand store topledelse for sidste år: ”The Executive Management is measured on the overall Group’s results with the financial KPIs; EBIT, revenue, and cash flow along with selected strategic shared KPIs as well as individual KPIs reflecting their area of responsibility.
KPIs and the corresponding annual targets are approved by the Nomination & Compensation Committee.” Videre hedder det, at ”no pay-out will be made if the target for EBIT is not met at the defined minimum acceptable performance level. Based on the results achieved in 2018, no global bonus will be paid in 2019 to the Executive Management or other employees for the performance year 2018.”
Man kan godt sige, at Vestas’ bestyrelse har stillet ret håndfaste krav til direktionen. Ifølge regnskabet kom Vestas ud af 2018 med en overskudsgrad (EBIT) på 9,5 procent, mod 12,4 procent i 2017 og 13,9 procent i 2016. Ledelsens udmeldte forventning var en overskudsgrad på mellem 9,5 og 10,5 procent. Men Vestas’ bestyrelse har alligevel stillet større krav til ledelsens målsætninger end de 9,5 procent for at opnå den årlige cashbonus.
En anden topchef, som fik lavere bonus sidste år end forrige år, var Danfoss’ Kim Fausing, som afløste Niels Christiansen midt i 2017. Ifølge selskabets regnskab fik de to registrerede topdirektører tilsammen ni mio. euro sidste år, hvilket for CEO’en svarer til en samlet løn på 45 mio. kr. (baseret på tommelfingerreglen om, at CEO får dobbelt op i forhold til andre direktionsmedlemmer). Ud fra de samlede lønoplysninger tyder det på, at Danfoss har udbetalt lavere bonusser, men også lavere fast årsløn, end det foregående år, hvor Niels Christiansen var med den første halvdel af året.
Rationalet bag at direktionen fik lavere samlet aflønning end året før er umiddelbart til at forstå: Godt nok steg koncernens omsætning pænt, men driftsresultatet var stort set uændret. Ifølge regnskabet dykkede overskudsgraden da også til 10,6 procent sidste år mod 11,1 procent året før. Danfoss har en meget kortfattet beskrivelse af incitamentsprogrammerne for direktionen, og det oplyses kun, at det kortsigtede bonusprogram er baseret på finansielle målsætninger, men altså ikke hvilke.
Andre topchefer med lønnedgang sidste år var Grundfos’ CEO Mads Nipper. Den samlede registrerede direktion på tre mand gik samlet set tilbage fra 58 mio. kr. til 52 mio. kr., ifølge årsregnskabet. Det betyder, at Mads Nipper skønsmæssigt fik beskåret årslønnen fra 19 mio. kr. i 2017 til 17 mio. kr. sidste år. I regnskabet oplyses det summarisk, at direktionen har et langsigtet incitamentsprogram.
Men der oplyses ikke målepunkter, og i hvor høj grad, der er udløst mindre bonus sidste år end tidligere år. Regnskabet viser også, at omsætningen sidste år blev øget med fire procent til 26,7 mia. kr., og driftsoverskuddet steg mindre, så overskudsgraden dykkede en smule. Ledelsen skriver i regnskabet, at den ikke er tilfreds med udviklingen i overskudsgraden. Koncernens cash flow opgørelse viser tillige, at cash flow fra driften (før ændringer i arbejdskapital) faldt markant, fra 3,9 mia. kr. i 2017 til 3,5 mia. kr. sidste år. Også det kan have været medvirkende til, at direktionen er gået ca. ti procent ned i løn.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.