Brancheorganisationen Forsikring & Pension erkender nu åbent, at de omkostningstal for ÅOP, man i årevis har fremlagt for firmaer, rådgivere og danske pensionsopsparere, har været misvisende i henseende til at måle eller sammenligne pensionsselskabernes omkostninger. Sektoren erkender samtidig, at dens omkostninger heller ikke kan sammenlignes med opsparing i banker og investeringsforeninger. Pensionseksperter er målløse.
En stribe af Danmarks førende eksperter i pensionsopsparing er fuldstændig uforstående over for det svar, som pensionsbranchen forelagde for offentligheden i sidste uge, oven på en krads kritik af den måde hvorpå selskaberne opgør omkostninger omkring såkaldt kursskæring.
Efter flere uger tavshed udsendte brancheorganisationen Forsikring & Pension i sidste uge en præcisering , hvor den ikke bare fastholder, at kursskæring af danskernes pensioner kan fortsætte. Argumentationen er også helt usammenhængende, fastslår eksperterne.
UMULIGE SAMMENLIGNINGER
”Præciseringen fra branchen er jo nærmest uforståelig. Men vi ved da nu, at pensionsselskaberne ikke mener, at kunderne behøver at vide noget om indirekte omkostninger ved værdipapirhandel på deres pensionskonti, der ikke aflejres i pensionsselskabet. Det er en særordning for pensionsselskaber, som ikke gælder andre i finanssektoren. Vi ved nu også, at pensionsselskaberne lovligt kan lave kursskæring. Det betyder, at selskaberne kan lave mellemhandler avancer, som betales af kunderne.
Det gør så, at omkostninger i pensionsselskaber og bankopsparinger ikke kan sammenlignes og helt generelt nærmest ikke giver mening. Sammenligninger mellem selskaber og dermed informationsindholdet for kunderne umuliggøres også,” siger professor Carsten Tanggaard fra Aarhus Universitet.
I pensionsbranchens udmeldte præcisering hedder det, at ”brugen af kursskæring og spreads er ikke ulovlig og ændrer heller ikke ved det beløb, der tilgår kundernes depot. Men brugen gør, at omkostningsnøgletallene ÅOK og ÅOP i de pågældende selskaber kun kan sammenlignes med de øvrige selskabers, såfremt de nævnte kursskæringer og spreads indgår i omkostningstallene.”
Økonomisk Ugebrev har bedt F&P præcisere deres ”præcisering”, og vicedirektør Jan V. Hansen bekræfter i en mail, at omkostningstallene sådan set aldrig har været retvisende på tværs af branchen, og at pensionssektoren heller ikke opgør sine omkostninger, som resten af finanssektoren gør.
”Det er vigtigt at være opmærksom på, at der reelt set har været tale om ét selskab, og at det pågældende selskab er stoppet med sin praksis fra starten af 2019. Det betyder, at ÅOP og ÅOK igen er sammenlignelige,” lyder det fra Jan V. Hansen.
Han ønsker ikke at oplyse præcis, hvilke selskaber der altså ikke kan sammenlignes med de andre, og dermed kan historiske sammenligner af omkostninger på tværs af sektoren heller ikke bruges til noget i dag. Og der er ikke tale om små forskelle. Omkostningerne i selskabet Skandia blev eksempelvis undervurderet med godt en fjerdedel af de samlede omkostninger sidste år.
Foreholdt oplysningerne om, at problemet kun kan henføres til et enkelt selskab, siger professor Tanggaard: ”Problemet er ikke begrænset til et enkelt selskabs kursskæring. Der er tale om et meget stort problem. Problemet omfatter kursskæring, dårlig konkurrence og forbrugere, politikere og myndigheder, der holdes for nar. Området trænger til en fuldstændig oprydning,” siger han.
MASSER AF ÅBNE SPØRGSMÅL
”Jeg læser branchens udmelding som en indikation på, at branchen har svært ved at blive enige om en løsning her. Hele ideen med ÅOP og ÅOK er jo netop, at man ikke blot skal se på nettoafkastet, men kan få oplyst alle omkostninger, så man som kunde ved, hvad man samlet set har betalt. Samtidig skulle ÅOP gerne kunne sammenlignes reelt på tværs af branchen. Det er ret indlysende, at disse omkostninger bør være med i ÅOP,” siger aktuar Søren Andersen fra FPension. Det undrer Carsten Tanggaard, at hverken politikere eller myndigheder griber ind og strammer op om forholdene.
Carsten Vitoft