Ugens drama i Sydbank er det bedste, der kunne ske for den danske banksektor, set gennem samfundsmæssige briller. Afgåede bestyrelsesformand Torben Nielsen, tidligere Nationalbankdirektør, har gjort samfundet en kæmpe tjeneste ved at smide tøjlerne som bestyrelsesformand. Sydbank – og andre banker – synes ikke at have lært en døjt af finanskrisen, og de magtfulde bankkonger holder igen fast i magten og selvstændigheden, selvom det ligner en klar vej mod afgrunden, skriver chefredaktør Morten W. Langer i denne kommentar.
I kølvandet på finanskrisen fik vi den såkaldte Rangvid rapport, som havde til formål at kortlægge årsagerne til, at bankkrisen herhjemme blev tifold værre end i vores nabolande. En af de klare konklusioner var, at mange bankers bestyrelser ikke havde kompetencer og integritet til at stille op mod magtfulde bankdirektører, som langt hen ad vejen sad på
magten ved reelt at indstille medlemmer til repræsentantskabet og efterfølgende til bestyrelserne. Samtidig er aktionærdemokratiet reelt sat ud af spillet i de fleste provinsbanker på grund af stemmeretsbegrænsninger.
Med andre ord: Den traditionelle magtdeling mellem aktionærer, bestyrelse og direktion var sat ud af spillet, og Sydbank-sagen er blot et eksempel på, at intet har ændret
sig de seneste ti år på den front. Den absolut mest fagligt kompetente del af Sydbanks
bestyrelse har valgt at trække sig med dag varsel. I virkelighedens verden har de altså kastet håndklædet, selvom de udgør halvdelen af de otte eksterne bestyrelsesmedlemmer, og det tyder på at de fire medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer har udgjort tungen på vægtskålen.
Og så er det også værd at nævne, at CEO Karen Frøsig selvfølgelig heller ikke har støttet de forslag til at genoprette banken, som udbryderne har kæmpet for. Det havde været det letteste i verden for Torben Nielsen at have bidt afvisningen af hans forslag i sig. Det sker
antageligt i langt de fleste bestyrelser, at et mindretal blot bøjer sig for et flertal. Men nogle gange handler det om så fundamentale beslutninger, og centrale beslutninger for
virksomhedens fremtid, at man som bestyrelsesmedlem må trække sig, og dermed også signalere til omverdenen, at ”vi har forsøgt, men der var ikke flertal for det.”
At Sydbanks nye bestyrelsesformand Lars Mikkelgaard-Jensen, tidligere chef for IBM, udtaler til dagspressen, at Sydbank er en sund og meget veldrevet bank, er en hån mod de afgåede bestyrelsesmedlemmer, aktionærer og medarbejdere, fordi de alle godt ved, at den danske banksektor står i den vanskeligste situation de seneste ti år.
I et interview i Finans siger han til spørgsmålet: ”Hvad er din vigtigste opgave lige nu? (svar): ”Det er at komme ud til både omverden og kunder og forklare, at der ikke er
noget fundamentalt galt med Sydbank – tværtimod. Det er en meget veldrevet bank. Det andet er at give samme besked til medarbejderne, som jo af gode grunde sidder
uforstående tilbage. Det tredje handler om at få de kompetencer ind i bestyrelsen, som vi mangler. Og få det gjort meget hurtigt.”
Alt er tilsyneladende fint og flot, og der skal blot vælges nogle nye bestyrelsesmedlemmer til. Ja, det virker unægtelig som om, at vi er tilbage til lige før finanskrisen i 2007.
Vi ser ikke, hører ikke – og alt er fint. Økonomisk Ugebrev har over de seneste måneder beskrevet de mange udfordringer, de danske banker står midt i. Vi har også haft særskilt fokus på Sydbank, som synes at være ramt ekstra hårdt af negativ udlånsvækst,
vigende rentemarginaler, øgede omkostninger til øgede kapitalkrav, et nogenlunde uændret omkostningsniveau og udsigt til mere normaliserede tabshensættelser.
Udsigterne afspejles i analytikernes konsensusestimater for det kommende år, hvor de ser Sydbanks overskud falde år for år. I den seneste udgave af Økonomisk Ugebrev fortalte
vi i en artikel, at normaliserede tabshensættelser på én procent af udlånet vil betyde underskud i syv af ti danske provinsbanker. Så i bund og grund er de fleste bankers
forretningsmodeller uholdbare, og det er med stor sikkerhed det, som Søren Nielsen nu forsøger at tage action på.
Udefra set er det åbenlyst, at Sydbank skal gentænke hele forretningen, som medfører en voldsom reduktion af omkostningerne til nye tider. Og det vil være mest oplagt at søge fusion med Jyske Bank eller Spar Nord. Men det vil sikkert koste Frøsig jobbet, og det vil koste en masse Sydbank ansatte jobbet. Og derfor bliver det ikke til noget, på grund af nogle aktionærdemokratiske mekanismer, der ikke fungerer.
