Boganmeldelse: Robotter og kunstig intelligens ændrer hele vores økonomi og samfundsforhold, skriver en software-entrepreneur Martin Ford i ”Rise of the Robots.” Han frygter ikke robotternes fremmarch, men han mener, at hele samfundet må tilpasses til de nye tider for at klare udfordringen.
Forfatteren, der er teknologinørd fra Silicon Valley, afviger meget fra de sædvanlige dommedagsprofeter, men også fra dem, der tror på teknologiens lyksaligheder. Martin Ford har 25 års erfaring med computere, og han har skrevet flere bøger om sine erfaringer fra den verden. Han skrev i 2009, at de systemer, der kan hindre biler i at støde sammen, ”over tid” kan udvikle sig til selvkørende biler. Det viste sig, at han undervurderede udviklingens hastighed. ”Over tid” varede kun et år, for så introducerede Google en selvkørende bil.
Han understreger flere gange, at vi altid undervurderer udviklingshastigheden, og at vi derfor bliver overrasket over de forandringer, som f.eks. automatiseringen og globaliseringen medfører. Med robotter og kunstig intelligens er der sket et niveauskifte, som ikke kun fører til hastige forandringer på f.eks. arbejdspladsen og i teknologien.
Denne gang er det hele vores samfundsstruktur, der sikkert bliver forandret, og derfor bliver vi også nødt til at ændre den traditionelle økonomiske model for samfundet, mener han. Kravet til radikal nytænkning hænger også sammen med klimaforandringerne, der i sig selv er en konsekvens af vores hidtidige udvikling. De er permanente, og kan ikke klares blot med tekniske opfindelser. Vi står overfor en ”perfekt storm,” hvor alt griber ind i hinanden, og hvor det er nødvendigt, at alle aktører i samfundet forhandler sig frem til nye løsninger.
I de seneste årtier er der ikke sket lønfremgang for den brede befolkning. Der er ganske vist blevet næsten fuld beskæftigelse, så derfor har maskinerne ikke stjålet arbejdspladserne, som mange med jævne mellemrum frygter. Men utroligt mange jobs har en dårlig kvalitet, som bliver overtaget af robotter, og mange højtuddannede vil også blive udfordret af robotter på arbejdsmarkedet.
Den amerikanske økonomi er fordoblet de seneste 20 år, men værdien er ophobet hos en lille elite i toppen. Langt de fleste almindelige amerikanere tjener det samme, som for ti år siden trods vækst i bruttonationalproduktet. Derfor mener han, det er nødvendigt at skabe en gennemgribende omfordeling af samfundets værdier – ikke af sociale og politiske hensyn, men for at sikre en økonomisk dynamik i fremtiden.
Industrisamfundenes befolkninger bliver i stigende grad forbrugere og ikke producenter, og derfor er det nødvendigt at sikre et stigende forbrug for at få en velfungerende økonomi. Da robotter og kunstig intelligens vil lave flere og flere af de opgaver, som også veluddannede udfører, vokser problemet med at finde jobs til de ”overflødiggjorte,” og alle bliver ramt af en voksende usikkerhed. Hvad skal man i morgen?
Borgerløn bør erstatte f.eks. understøttelse og socialhjælp, og det giver også besparelser for samfundet. Borgerlønnen skal ikke bare sikre forbruget, men skal også skabe fleksibilitet og dynamik. Mange ønsker at lave internet-aktiviteter, men det giver som regel en lille indtjening, selv om aktiviteterne kan have stor betydning i samfundet og for virksomheder. Han belyser det med et eksempel: Den smartphone, som alle render rundt med, har ikke i sig selv nogen som helst værdi. Man kan spille Angry Bird med den, når man står i ledighedskøen. That’s it.
Han hæfter sig ved, at internet-sektoren er blevet en ”winner-take-all” strategi, hvor al værdi samles hos en ekstremt lille gruppe medarbejdere og investorer, og det er uundgåeligt, da der ganske enkelt ikke skabes mange jobs, når firmaer som Google og Facebook ekspanderer over hele verden. Men al den aktivitet, der er styret af algoritmer, skaber konstant værdi for den lille gruppe.
Han er på ingen måde socialist, men han henviser til, at internettet er udviklet af den amerikanske stat, og det samme er sket med store opfindelser som chips. Skatteyderne har altså skabt en teknologisk kapital, en samfundsskabt værdi, som nogle få personer og firmaer har formået at udnytte til at skabe enorme private gevinster. Gevinsterne skal fordeles for at sikre forbruget og virksomhedernes afsætning og for at skabe grobund for etablering af nye virksomheder.
Rise of the Robots, Martin Ford, Basic Books, 334 sider, 10,59 dollar.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.