Kommentarerne til C25-aktierne er primært baseret på teknisk analyse, og disse to sider indeholder aktuelle kommentarer med en tidshorisont på 2-3 uger og ikke dybdegående selskabsanalyser. Købsog salgsanbefalingerne er kun vejledende.
A. P. Møller – Mærsk A – Hold Aktuel kurs: 7280,00
A. P. Møller – Mærsk A følger stort set selskabets B-aktie, og giver derfor ikke anledning til en selvstændig analyse.
A. P. Møller – Mærsk B – Hold Aktuel kurs: 7760,00
APM afsluttede sit fald på den rigtige side af 60 dages glidende gennemsnit i 7534, men først ved et holdbart gennembrud af modstanden ved kurs 8000 hæver vi anbefalingen til Køb.
Ambu – Hold Aktuel kurs: 114,30
Efter Ambus kraftige stigning hen over månedsskiftet aug/sep er kursen sivet tilbage mod støttelinjen ved 110. Det ligner på kort sigt en sidelæns bevægelse på niveauet 110-115.
Carlsberg B – Hold Aktuel kurs: 1017,00
Carlsberg standsede for tredje gang et fald omkring støttelinjen ved kurs 985. Det er dog endnu ikke ikke fulgt op af en ny kurstop, og indtil det sker, får aktien kun en Hold-anbefaling.
Chr. Hansen – Hold Aktuel kurs: 589,00
Chr. Hansen arbejder nu på at passere 60 dages glidende gennemsnit i kurs 576, og det er endnu uklart om forsøget lykkes. I givet fald vil det løfte anbefalingen fra Hold til Køb.
Coloplast – Hold Aktuel kurs: 830,00
Coloplasts aktiekurs svinger betydeligt for tiden, men et af budskaberne fra aktiekursens rutsjebanetur er, at der ligger en støtte ved kurs 785. Så længe kursen holder sig over den grænse kan aktien bære en Hold-anbefaling.
Danske Bank – Hold Aktuel kurs: 95,74
Danske Bank er faldet fire af de seneste fem dage, men det sker i forlængelse af en meget stærk første halvdel af september. Indtil videre får aktien derfor en Hold-anbefaling.
Demant – Sælg Aktuel kurs: 178,00
Demant offentliggjorde i den forløbne uge det forventede tab på et hackerangreb mod selskabet, og det sendte kursen endnu længere ned under en meget stor omsætning.
DSV – Hold Aktuel kurs: 646,60
DSV har på kort sigt standset faldet lige under støttelinjen ved kurs 655. Følg aktien fra sidelinjen, indtil det er klart, om kursen skal længere ned.
FLSmidth – Hold Aktuel kurs: 291,10
FLSmidths lodrette fald satte hele den seneste stigning op til kurs 313 over styr, og aktien er faldet ni af de seneste ti dage. Der ligger dog en støttelinje ved kurs 278, så vi siger indtil videre Hold.
Genmab – Sælg Aktuel kurs: 1400,00
Genmab genvandt næsten hele faldet fra første halvdel af september, men den seneste top ligger lavere end toppen fra 4. september i 1440. Det er et negativt signal, som medfører en salgsanbefaling.
GN Store Nord – Sælg Aktuel kurs: 281,00
Det kan diskuteres, om GN Store Nord er ved at danne en ”faldende trekant” med faldende toppe og en vandret bund, eller en vimpel. Men begge dele er negative signaler, så budskabet er Sælg.
H. Lundbeck – Sælg Aktuel kurs: 227,00
Lundbeck svinger kraftigt op og ned på kort sigt, men både kurstoppe og -bunde ligger lavere, og det er definitionen på en aktie i nedtrend. Lundbeck faldt fredag for femte dag i træk.
ISS – Hold Aktuel kurs: 171,35
ISS skifter mellem stigninger og fald, men overordnet set er bevægelsen i øjeblikket sidelæns. Først ved en stigning forbi 60 dages glidende gennemsnit i 179 hæver vi anbefalingen til Køb.
Jyske Bank – Køb Aktuel kurs: 219,30
Jyske Bank har passeret 60 dages glidende gennemsnit i kurs 208, og retningen er nu sat mod næste modstandslinje. Den ligger ca. 10% højere oppe ved kurs 245.
Maersk Drilling – Sælg Aktuel kurs: 390,00
Maersk Drilling nåede ikke engang at genvinde en tredjedel af aktiens lange kursfald, før det igen gik nedad. Afvent en stigning forbi 60 dages glidende gennemsnit i kurs 415, før et køb overvejes.
Novo Nordisk B – Hold Aktuel kurs: 354,70
Novo Nordisks gode nyheder i sidste uge er nu indregnet i aktiekursen, som tilsyneladende møder modstand ved niveauet 360-365. Afvent en stigning forbi det niveau før et eventuelt køb.
Novozymes B – Sælg Aktuel kurs: 289,70
Novozymes’ forsøg på at komme forbi modstanden ved kurs 295 samt 60 dages glidende gennemsnit i 296 mislykkedes. Kursen siver igen nedad, og dermed får aktien en salgsanbefaling.
Pandora – Sælg Aktuel kurs: 285,50
Pandora er endnu engang faldet ned under støttelinjen ved kurs 290, og kursbunden blev lidt lavere denne gang. Samtidig øger shorthandlerne stadig deres positioner i aktien.
Rockwool – Hold Aktuel kurs: 1378,00
Rockwool er faldet lidt tilbage efter den markante kursstigning i første del af september. Faldet er dog sket under en lav omsætning, og vi ser mulighed for en snarlig stigning.
Royal Unibrew – Hold Aktuel kurs: 554,60
Royal Unibrew satte hele sin kraftige stigning fra slutningen af august over styr, og selvom kursen er steget på det seneste, skal den først forbi modstanden ved kurs 565, før et køb kan overvejes.
SimCorp – Sælg Aktuel kurs: 607,50
Simcorp ligger stadig på den rigtige side af støttelinjen ved kurs 605, men styrken i aktien er ringe. Vi anser et fald ned under den nævnte grænse for det mest sandsynlige.
Tryg – Sælg Aktuel kurs: 198,40
Tryg etablerede en dobbelt-bund ved kurs 196, men kurstoppene er faldende, og det lægger ikke op til en kommende stigning. Det ligner et nyt pres mod støttelinjen ved kurs 196.
Vestas Wind Systems – Hold Aktuel kurs: 545,00
Vestas forsøgte at komme forbi 60 dages glidende gennemsnit i kurs 548, men forsøget ser ud til at mislykkes. Der er dog støtte allerede ved kurs 535, så indtil videre får Vestas en Hold-anbefaling.
Ørsted – Hold Aktuel kurs: 636,80
Ørsted faldt ned under 60 dages glidende gennemsnit i kurs 640, men forsøger nu at komme tilbage på den rigtige side. Indtil det eventuelt lykkes bør aktien følges fra sidelinjen.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her