Økonomisk Ugebrevs survey viser også, at minusrenterne betyder, at de fleste private med indlån over 750.000 kr. er villige til at tage øgede finansielle risici med deres opsparing for at undgå minusrenter på bankbogen. Vi har spurgt om respondenternes foretrukne alternativer, hvis de ikke vil acceptere minusrenter.
40 procent svarer, at de vil flytte deres penge til andre banker med bedre indlånsrenter. Det kunne eksempelvis være til Basisbank, Santander Bank og Norwegian Bank, der fortsat tilbyder positive indlånsrenter, fordi det er en del af deres forretningsmodel af funde sig med private indlån.
Andre 46 procent svarer, at de vil ”investere pengene i aktier, obligationer med lang løbetid eller andre børsnoterede værdipapirer med stor kursrisiko”. Hvis man som investor vil undgå minusrenter, dur tiårige statsobligationer nemlig heller ikke. Så man skal ud i obligationer med endnu længere løbetid, eksempelvis 30-årige realkreditobligationer, eller børsnoterede aktier, hvor den underliggende risiko er betydeligt højere.
PENGE TIL ALTERNATIVE INVESTERINGER
Endelig er der 14 procent af respondenterne, der overvejer andre investeringsmuligheder: 12 procent vil investere pengene i ejendomme, vindmølleprojekter eller ædelmetaller. Og 2 procent siger, de vil sætte pengene i unoterede aktier, eller udlåne pengene til start-op virksomheder via udlånsplatforme.
I de skriftlige kommentarer nævner flere muligheden for at udlåne penge til private, familie og bekendte, og der er ingen tvivl om, at minusrenter på indlån vil fremme det private, grå og uorganiserede lånemarked, dels fordi bankerne er meget lidt risikovillige, og dels fordi selv en udlånsrente på 3-4 procent er attraktiv for private udlånere. I virkeligheden er bankerne ved at overflødiggøre sig selv, nævner flere respondenter.
Flere skriver også, at de vil fordele deres samlede indlån på et større antal banker, med højst 750.000 kr. hvert sted, fordi der fortsat vil være nulrenter her. Én svarer direkte ”I første omgang anvende flere banker (jeg har syv)” En anden svarer: ”Defensive aktier med mulighed for 6-8 % direkte rente (eks Skandinavisk Tobacco Group, Spar Nord og ISS).”
En tredje svarer: ”Om muligt sprede ud på flere konti, herunder familiekonti. Mht pensions- opsparing er det mere problematisk, da midlerne ikke bare kan flyttes. (…) Det er helt gakgak at sætte pensionsmidler skakmat ved at tvinge folk til investeringer i alternativer, hvis man bare vil ligge kontant.” En fjerde skriver: ”Udlåne pengene til private, der ikke kan få lån i deres ejendomme.”
En femte skriver: ”Jeg vil overveje at overføre kontanter til udenlandsk bank.” En sjette skriver: ”Jeg spiller ikke hasard, men hvis bankerne ikke formår at tjene 0,75 % på indlånene så er der noget galt hos dem. Penge er bankernes materiale! Tænk hvis en bygningsentreprenør kunne få bygningsmaterialerne gratis, plus 0,75 rente.” En syvende skriver: ”Lendino og Flex Funding er et godt alternativ. Flex Funding har givet ca. 7,5 procent p.a. siden starten.” Eksperter vurderer overfor Økonomisk Ugebrev, at de havde forventet, at flere ville trække penge ud af bankbogen og placere de fysiske pengesedler et eller andet sted. Eksempelvis som denne respondent skriver: ”Hjem “under hovedpuden” eller i en bankboks.” Men det påpeges også, at Økonomisk Ugebrevs læserunivers består af en meget stor andel af erfarne investorer, der har en klar idé om, hvordan de vil finde andre alternativer.
FARE FOR INDBRUD
At lægge penge under hovedpuden er da heller ikke særligt hensigtsmæssigt, da større beløb i hjemmet kan give en permanent usikkerhed om, hvad der kan ske ved indbrud eller lignende. Til gengæld ses en bankboks som en farbar vej, som muligvis vil blive valgt af en større andel uden særlig investeringsindsigt.
Generelt er det vurderingen hos eksperterne, at det er en rimelig antagelse, at velhavende danskere vil finde på andre veje til at undgå minusrenter på bankbogen, da vi ikke er vant til det. Og hvis man har én million kroner på bankbogen, ud over de første 750.000 kr. uden minusrenter, er der alligevel en årlig besparelse at hente på 7500 kr., og det kan godt give anledning til, at mange vil tage bøvlet med at finde en anden bank eller lignende.
MWL
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.