OPDATERET KL. 13:30
Odds er vendt, så der er favorisering af et “nej”- se aktuelle odds her
Lørdag kl. 10.30 dansk tid starter debatten i det engelske parlament om Boris Johnsons nye Brexitaftale, som er indgået mellem den engelske regering og EU. Når du læser denne gennemgang, er sagerne måske allerede afgjort. Men med den sædvanlige tradition for lange debatter i det engelske parlament, ventes den endelige afstemning ikke før ved 14-15 tiden lørdag eftermiddag.
Fredag aften vurderede blandt andet Financial Times det som sandsynligt, at Johnson vil få flertal for sin aftale, men kun med 2-3 stemmers overvægt. Alternativet til et ”ja” lige nu synes at være en udskydelse af fristen for det endelige Brexit igen. Så sandsynligheden for et hard Brexit er faldet betydeligt på det seneste.
Også bettingfirmaerne ser det som overvejende sandsynligt, at det bliver ja til den nye aftale. Eksempelvis Betfair gav odds på ca. 1,75 for et ja, og ca. odds 2,3 for et nej. De aktuelle odds kan læses via dette link, og de vil sandsynligvis svinge meget op og ned i løbet af lørdag formiddag, som debatten skrider frem.
Vi vurderer, at markedet langt hen ad vejen har indarbejdet et sandsynligt ja i de aktuelle værdiansættelser. Men det er også klart, at et forløsende ja kortsigtet vil løfte markederne op til én procent.
Amerikanske og europæiske aktier trækker i hver sin vej: Vi har på det seneste set en tendens til, at europæiske aktier har klaret sig bedre end amerikanske aktier. USA’s økonomi har vist meget klare svaghedstegn, og de fleste ledende indikatorer peger nu klart nedad bakke. Blandt andet Citigroup Economic Surprise index, ECRI, ISM og PMI fra Markit. Oven i kommer, at der fortsat er skepsis om tyngden i den fase 1-aftale mellem Kina og USA, som blev varslet for en uge siden. Overordnet har de amerikanske aktier ikke haft kræfter på det seneste til at teste den historiske top i 3025. Det opfatter vi som et stort svaghedstegn.
Modsat har europæiske aktier, ikke mindst tyske aktier, klaret sig fint på det seneste. Fremgangen har i høj grad været drevet af udsigten til en Brexit aftale, men også udsigten til finanspolitiske lempelser, for at imødegå den økonomiske recession, som med stor sandsynlighed er på vej. Men europæiske aktier har også har været drevet af en svækkelse af Euro over for USD, og dette billede ved at vende nu. De seneste dage er Euro blevet styrket, og det kan lægge et nyt pres på europæiske aktier.
Vores bundlinje er, at den store historie stadig er, at økonomien i den vestlige verden fortsætter med at bremse op. Og opbremsningen kan blive forstærket af, at USA nu også tydeligvis taber momentum. Vi ser god mulighed for en bekræftet Brexitaftale i dag, lørdag, vil udløse sorte tal på aktiemarkederne på mandag og måske også de efterfølgende dage. Men vi tror, at der vil være tale om en positiv parallelforskydning i et aktiemarked, som er parat til at korrigere nedad fra de rekordhøje niveauer.
Men en positiv regnskabssæson kan ændre det hele på den korte bane: Midt i alle de andre store begivenheder kommer så Q3 regnskaberne for de børsnoterede selskaber de næste uger. Kommer der store positive overraskelser her, vil det kortsigtet løfte aktierne. Men gode resultater i Q3 vil absolut ikke være nok. Analytikere og professionelle investorer vil især lægge mærke til, hvad topledelserne siger om deres forventning til Q4 og næste år.
Herhjemme har vi allerede set flere nedjusteringer, blandt andet Chr. Hansen, Novozymes, Nilfisk og Bang & Olufsen, og det kommer med stor sikkerhed flere. Særligt det forhold, at tysk økonomi er tæt på recession, kan ikke undgå at påvirke en lang række danske selskaber med stor eksport til Tyskland. Vi tror, der er langt større sandsynlighed for skuffelser end positive overraskelser. Og for mange selskaber er den ekstra oplagte risikopræmie slet ikke indbygget i de aktuelle aktiekurser.
Analytikerne nedjusterer på stribe deres forventninger til de store Stoxx 600 selskaber: Analytikerestimater indsamlet af analysehuset Refinitiv (tidligere Thomson Reuters) indikerer, at analytikerne for korttid siden har opdaget af selskaberne kommer med skuffende Q3 regnskaber. Siden august er den samlede forventning til de 600 største europæiske selskabers overskud i Q3 justeret ned fra minus ét procent til minus fire procent. Danmark liger fortsat blandt de bedste lande, med et forventet plus på otte procent i overskudsfremgang i Q3 fra sidste års Q3. Hele 80 selskaber i Stoxx 600 aflægger regnskab i denne uge, blandt andet Nordea og Topdanmark. Der er ingen tvivl om, at denne regnskabssæson bliver en af de mest spændende i flere år.