Ishockey-forretningen i Sønderjylland – SønderjyskE ishockey – kom ud af seneste regnskabsår (2017/18) med et resultat før skat på 402.118 kr. i forhold til 88.439 kr. året før.
Bruttofortjenesten faldt ellers en anelse fra 8,49 mio. kr. til 8,40 mio. kr. Resultatet har medført, at egenkapitalen er øget fra 1,3 mio. kr. til 1,7 mio. kr.
Resultatet betegnes som “yderst tilfredsstillende, set i lyset af manglende indtægter fra et slutspil,” skriver ledelsen i sin beretning, hvori de ligeledes ser positivt på fremtiden:
“Udviklingen i ishockeyforretningen har været positiv igennem flere år,” oplyses det.
“Igennem en årrække er der leveret flotte og positive regnskaber i en svær ishockey branche. Den positive udvikling skal fortsættes (…) med en ansvarlig tilgang til økonomien: “Der bliver den sport, der er økonomi til”,” fastslår ledelsen i beretningen.
Den understreger samtidig, at “resultatet er et spejlbillede af den stærke opbakning, der er til ishockey-projektet i hele landsdelen, hvilket viser, at vi har evnet at estimere og disponere midlerne på tilfredsstillende vis således, at vi nu igen kan imødegå en sæson på faste og kendte forudsætninger.”
Sønderjyske ishockey er en selvstændig del af SønderjyskE Elitesport A/S.
Ishockey-forretningens største udgift er lønninger, der hører under personaleomkostninger, som i seneste regnskab udgør 7,7 mio. kr. mod 8,2 mio. kr. året forinden.
“Der forventes et positivt resultat for regnskabsåret 2018/2019,” fastslår ledelsen afslutningsvis i beretningen.
SønderjyskE ishockey er aktuelt (28.10) placeret på 4. pladsen i Metalligaen med 23 point efter 14 kampe – senest (25.10) tabte sønderjyderne hjemme (5-6 efter forlænget spilletid) til Herlev Eagles, som dermed rykker op på 5. pladsen.