Hvem skal ryge først? Formanden eller CEO’en

Kommentar: Den vestlige verden nærmer sig økonomisk recession, men alligevel er en stribe større børsnoterede selskaber allerede begyndt at skrante. Flere selskaber har den seneste måned nedjusteret forventningen til årsoverskuddet, og de første topchefer er røget i svinget. Men er det den rigtige ”mand” at fyre, når det ikke går godt, eller bør formanden stå i skudlinjen?, spørger chefredaktør Morten W. Langer, der foreslår eksterne aktionærer i selskabers nomineringsudvalg efter svensk forbillede.

Sæsonen for CEO-fyringer er igen ved at være der: På det seneste er der røget flere topchefer i større børsnoterede selskaber. Nemlig Henrik Clausen fra Bang & Olufsen, og Peder Holk Nielsen fra Novozymes. Og tidligere Anders Colding-Friis fra Pandora og Lars Marcher fra Ambu. I de fleste tilfælde har det ikke været den store overraskelse, at der kom et skifte i topledelsen – på grund af en svag udvikling i selskabet.

Efter fem år med gode konjunkturer, også i dansk økonomi, begynder det at blive sværere at være topleder. Markedsforholdene bliver stadig vanskeligere, og de selskaber, der har haft medvind, skal nu i langt højere grad selv vise, om de formår at omstille sig til ændrede omverdensvilkår. I den situation er det vigtig at huske på, at bestyrelserne i dag – i forhold til CEO’en – indtager en helt anden central rolle end for blot 5-7 år siden. I dag er den toneangivende topleder i virksomheden bestyrelsesformanden. I mange store virksomheder har formanden fast kontor i hovedsæ-det eller er i det mindste i daglig kontakt med CEO’en.

Bestyrelsens opgave er i langt højere grad end tidligere blevet operationel, på den måde, at en af bestyrelsens vigtige opgaver nu er at bistå med implementering af strategien. At lægge en strategi er ikke det svære. Det er at føre den ud i livet, og i dag består de moderne bestyrelser af fageksperter, der kan bistå den daglige ledelse med at styre virksomheden i den rigtige retning.

Netop derfor er styrkeforholdet mellem adm. direktør og formand på mange måder vendt på hovedet. Bestyrelsesformanden er i dag, i de professionelt ledede virksomheder, så tæt på den daglige ledelse, at det er vanskeligt at tørre hele ansvaret af på CEO’en, når det går galt.

I Pandora havde den tidligere bestyrelsesformand Peder Tuborgh tilstrækkelig selvrespekt og mandsmod til at trække sig, efter den eklatante fiasko med selskabets nye strategi. I både Bang & Olufsen og Novozymes kan man spørge, om det ikke er på tide med nye bestyrelsesformænd. Måske ikke lige nu, for at sikre en vis kontinuitet. Men meget oplagt til næste års generalforsamlinger. De to formænd har nemlig et klart medansvar for, at tingene over længere tid er kørt af sporet. Og måske i særlig grad i Novozymes, som over de seneste 3-4 år har været en kæmpe kursmæssig skuffelse.

Problemet er, at det næsten altid er bestyrelsesformanden, der sidder med alle kort på hånden. Formanden kan fyre CEO’en. Og ikke omvendt. Hvis formanden skal ud, og det ikke sker selvvalgt, skal de store aktionærer på banen med en krav om et formandsskifte. Den slags konfrontationer sker meget sjældent i dansk erhvervsliv. Det skete i Danske Bank, hvor storaktionæren A.P. Møller-Holding trådte i karakter. Det skete for mange år siden i Vestas, hvor de store investorer tvang Bent Carlsen ud. Og det skete måske også, da Søren Bjerre-Nielsen sidste år måtte smide tøjlerne som formand for MT Højgaard.

Men det er sjældent, at bestyrelsens interne selvevaluering munder ud i en fyring af formanden, fordi det jo per definition er formanden, der i sidste ende bestemmer. I blandt andet Sverige har de børsnoterede selskaber nomineringsudvalg, som også har deltagelse af eksterne medlemmer, udpeget af de store investorer, netop for at sikre mod selvsupplerende bestyrelser, hvor formanden ikke frivilligt går efter sidste salgsdag.

Enkelte danske selskaber har valgt at inddrage eksterne medlemmer i nomineringsudvalget, altså personer, der ikke sidder i bestyrelsen. Eksempelvis Solar skriver , at ”bestyrelsen i Solar har besluttet at nedsætte et Nomineringsudvalg med deltagelse af større aktionærer og en bestyrelsesrepræsentant fra selskabet. Bestyrelsen ønsker at give selskabets større aktionærer indflydelse på sammensætningen af bestyrelsen. Nomineringsudvalget er således ikke et bestyrelsesudvalg i lighed med de øvrige af bestyrelsen nedsatte udvalg.”

Også de svensk- og finskbaserede SAS og Nordea har eksterne aktionærer i deres nomineringsudvalg. Der er ingen tvivl om, at det er den rigtige vej at gå, ikke mindst for at fjerne en eventuel mistanke om, at formanden blot bider sig fast, også efter den tid, hvor han burde sige farvel til bestyrelsen.