Nu må erhvervsminister Simon Kollerup komme på banen med nogle klare budskaber om, hvad han vil. Økonomisk Ugebrev har i flere omgange stillet spørgsmål til aktuelle sager, som kalder på politisk stillingtagen. Men uden at få svar. Har den nye regering overhovedet nogen erhvervspolitiske visioner? Vi venter stadig på svar.
Nu har den nye regering været i gang i næsten fire måneder, og derfor må det vel være på sin plads, at den nye erhvervsminister Simon Kollerup begynder at løfte sløret for sine visioner for fremme af dansk erhvervsliv, og må- ske underskoven af små virksomheder og startups.
Tjekker man efter på Erhvervsministeriets hjemmeside er der ikke mange visioner at hente. Nyhederne på handler om små nålestiksaktioner, eksempelvis om en ny pulje på 18 mio. kr. til digital omstilling af danske SMV’er, nye muligheder for sommerhusturisme og om nye 7,5 mio. kr. til Landdistriktspuljen til lokale grønne løsninger.
”INGEN KOMMENTARER”
Visioner og større strategiske erhvervspolitiske meldinger og initiativer i erhvervspolitikken er en eklatant mangelvare. Der er ingen tvivl om, at man på Christiansborg kan komme langt med at gøre ingenting, fordi man så ikke laver fejl, og de politiske kommentatorer udlægger som regel ”ingen fejltrin” som succesfuld politik.
Men hvis erhvervsministeren vil sikre den fremgang i erhvervslivet, som den tidligere højkonjunktur har bragt til veje, skal der nye offensive initiativer til. Så Simon Kollerup – kom nu på banen med, hvad du vil.
Vi vil naturligvis spørge ministeren direkte, om han vil dele sine planer og visioner med os andre. Men vi har ikke de store forhåbninger. De første to gange, vi har stillet spørgsmål til den nye erhvervsminister, er der kun kommet ”ingen kommentarer” ud af det. Den ene gang om ministerens holdning til pensionsselskabernes skjulte kursskæring på værdipapirhandel, når der handles papirer på kundernes pensionskonti. Og den anden gang om ministerens syn på den opfordring, der kommer fra to forskere fra Aarhus Universitet om, at der bør gribes ind politisk over for en alvorlig systemfejl i banksektoren.
Måske tør ministerens spindoktorer ikke at tage nogen chancer. Men i længden holder denne strategi sikkert ikke.
Vi har scannet andre artikler, hvor Simon Kollerup har optrådt for at tjekke om vi har misset vigtige substantielle budskaber.
Vi blev ikke overbevist af dette interview, ministeren har givet for nylig til DVCA, den danske brancheorganisation for kapital- og venturefonde. I interviewet stilles gode skarpe spørgsmål, men ministeren viser en enestående evne til at svare udenom.
SVARER UDEN OM
Her blot et eksempel: Spørgsmål: ”Noget tyder på, at de mindre virksomheder fortsat ikke investerer nok, hvilket kan gå ud over deres produktivitet. Har regeringen initiativer på vej i forhold til at skabe bedre rammer for at investere?”
Ministerens svar: ”Det er korrekt, at mindre virksomheders investeringer har været relativt lave efter finanskrisen. De store virksomheders investeringer har indhentet niveauet fra før krisen, mens de mindre virksomheder har noget vej igen. Det er uheldigt, da investeringer er afgørende for, at virksomhederne kan øge deres produktivitet og understøtte deres produktion og beskæftigelse.
Derfor er det vigtigt, at de mindre virksomheder investerer mere i f.eks. ny teknologi og grønne løsninger. De små og mellemstore virksomheder skal også være med til at udvikle de løsninger, som skal sikre vores grønne omstilling, og som er nødvendig, hvis vi skal i mål med at reducere drivhusgasserne med 70 procent inden 2030.”
Nej, man kan ikke ligefrem sige, at ministeren svarer på spørgsmålet. Og det er desværre symptomatisk for erhvervsministerens første 120 dage.
Hvis det er udtryk for, at regeringen blot ser erhvervslivet som en pengetank, som skal finansiere velfærdsinitiativer, er det bedrøveligt. Erhvervslivet skaber hovedparten af de værdier, der er grundlaget for velfærdsstaten, herunder nye arbejdspladser. Og hvis man ikke passer på dette ”produktionsapparat”, vil ”virksomheden Danmark” præstere faldende overskud, med færre ressourcer til skoler, børnehaver, sygehuse og plejehjem til følge.
Derfor er det af afgørende betydning for Danmarks velfærd, at den nye regering tænker offensivt i at gøre den kage, vi skal dele, større.
Den opgave bliver du nødt til at tage seriøst, Simon Kollerup. For du skal sikre, at alle dine ministerkolleger har noget ekstra at dele ud af.