Må danskerne investere deres formue i en tid med negative renter?

”Finansiel virksomhed sælger dyrt og/eller dårligt produkt, og det er måske ulovligt.” Sådan kan man sammenfatte en af de mest almindelige genrer i dansk erhvervspresse, og erfaringen har vist, at der til stadighed er behov for at holde den i live. Alligevel skulle Børsen måske have givet det lidt mere eftertanke, inden avisen rettede skytset mod Nordea i en historie, der handler om, at banken sælger produktet Premium Portefølje Moderat, der med et forventet afkast på blot 0,04 procent de kommende år lever op til sit efternavn.

Sandt er det naturligvis, som eksperter påpeger over for avisen, at det for de fleste vil være bedre at lade pengene stå på den almindelige konto til marginalt lavere rente, men til gengæld uden risiko, og at Finanstilsynet har meldt Danske Bank til politiet for at markedsføre Flexinvest Fri, der havde et decideret negativt forventet afkast. Men den praksis fra myndighedens side kan man også godt stille spørgsmålstegn ved i en tid, hvor der er negative renter. For hvis ikke Nordea må sælge Premium Portefølje Moderat, hvad må de så sælge? Må man f.eks. sælge en almindelig aktie i et C20-selskab? Her kan man måske nok vente at få et udbytte, der skaber en illusion om et positivt afkast. Men investoren påtager sig samtidig en stor risiko for et kursfald.

Lige nu findes der dårligt noget investeringsobjekt med et risikojusteret positivt afkast af betydning. Det skal danskerne finde ud af, hvordan de forholder sig til. De står i den paradoksale situation, at centralbankerne med ekspansiv pengepolitik gør alt, hvad de kan, for at lokke dem til at investere, samtidig med at de danske myndigheder altså prøver at spærre dem adgangen til det. Men man må holde fast i, at borgerne skal beholde retten til at investere deres penge, hvis de selv tror på et afkast. Og når de gør det, er det bedre at de trods alt får de advarsler, bankerne er forpligtede til at fremkomme med. Selvfølgelig er det et paradoks, at banker sælger investeringsprodukter, som de ikke selv ser muligheder i. Men hverken paradoksets rod eller løsning skal findes i Nordea. Det findes i ECB.

ET NYT SPØGELSE I DET HVIDE HUS?

Donald Trumps præsidentperiode lakker mod enden, og den har været en skændsel. Især for dansk presse, der efter tre år stadig ikke har set andre nyheder i Trump, end at han er bizar, og som gang på gang kun har (fejl-) tolket vigtige realpolitiske tiltag i dette lys. Desværre tyder dækningen af, hvem der eventuelt skal afløse Trump om godt et år, ikke på nogen bedring. TV2 har dog opdaget, at der er en ny favorit blandt Demokraterne, og dermed også til den samlede valgsejr, men tv-stationen hæfter sig mest ved det politiske kandestøberi, som spindoktorer roder rundt med.

Skulle Elizabeth Warren holde sin føring helt til og med valget om et år, vil vi nok blive fri for besynderlige og uforskammede natlige tweets fra Det Hvide Hus. Men samtidig kan der ske realpolitiske ændringer, der får os til at huske Trumps præsidentperiode som en melodisk ouverture til det virkelige historiske ryk i geopolitikken. Warren vil lægge techgiganter i stramme bånd – hun ser dem som forsyningsselskaber, der skal reguleres som sådan – opsplitte banker, forbyde fracking, indføre høje topskatter og meget mere. Læs om det i Economist her .

VI SKAL LÆRE POSITIV KLIMA-JOURNALISTIK

En af ugens mest omtalte erhvervshistorier var Berlingskes interview med Lars Rebien , der påpeger det praktisk bagvendte i den klimalov, der er undervejs, dels opfordrer til, at man ser på og understøtter den teknologiske udvikling, der hastigt kan nedbringe CO2-udledningen. Det er et tiltrængt budskab, men det er samtidig en underlig situation, at man må hidkalde en erhvervslivets nestorer for at formulere specielt den sidste del af budskabet.

Som erhvervsjournalist, der følger virksomheder, ved man nemlig godt, hvor store fremskridt Mærsk, FLS, Chr. Hansen og mange andre gør. Når vi i medierne så sjældent træder et skridt tilbage og viser det overordnede billede, er det måske, fordi det ligger i vores dna at vægte negative nyheder. Men nu, hvor mange borgere er oprigtigt bange for klimaudviklingen, er der behov for at vi fortæller en positiv historie: Danmarks CO2-regnskab skal nok gå i minus. Måske ikke i 2030, men så et årti eller to senere. Det er svært at forestille sig nu, men for et årti eller to siden var det også svært at forestille sig renterne gå i minus.

Sten Thorup Kristensen