Selvom om det måske er lidt for omfattende at tale om ny strategiplan, så er den væsentligste, kortsigtede opgave for den konstituerede CEO at komme med en plan for at øge væksten i forsikringsforretningen og øge profitabiliteten – særligt i banken.
Aktionærerne i Alm. Brand har været godt vant gennem lang tid – forstået på den måde, at næsten hvert eneste kvartalsregnskab har været flankeret af en opjustering med et godt resultat i forsikringsforretningen som den primære driver.
Det var ikke tilfældet ved regnskabet for 3. kvartal, som blev aflagt ganske få dage efter den overraskende fyring af mangeårig CEO Søren Boe Mortensen. Fratrædelsesomkostningerne anslås til 30 mio. kr., og den post blev fremført som begrundelsen for, at man denne gang ikke opjusterede. Vi forventer ikke at se revolutioner i forsikringsdriften, hvor sektoren som helhed har svært ved for alvor at skabe vækst. Banksektoren er generelt meget presset i disse år af det lave renteniveau, og vi afventer med spænding nye tiltag og ikke mindst deres finansielle effekter.
Med en aktuel P/E på 14 vil selv lønsomhedsforbedringer på 75-150 mio. kr. alt andet lige medføre et løft i værdiansættelsen på op til 14 kr. per aktie. Dertil kommer muligheden for, at en øget investortillid til koncernen kan hjælpe med at indsnævre forskellen til konkurrenterne Tryg og Topdanmark, som p.t. handler til en P/E omkring 20.
Overraskende CEO-fyring
CEO-fyringen var speciel al den stund, at den kom på gråt papir efter hele 18 år, og det er nemt at argumentere for, at den skulle være kommet for lang tid siden, hvis man ville bringe nyt blod ind.
Der er naturligvis tale om et kontraktforhold, men i en stille stund kan man godt fundere lidt over, hvorfor det har været nødvendigt at indgå en kontrakt med en fratrædelsesgodtgørelse på hele 30 mio. kr. efter 18 år i direktørstolen og med årgang 1955 på fødselsattesten.
Selvom Alm. Brand aktien efter finanskrisen har været en ganske god investering, så har kursforlø-bet over de sidste 18 år været mildest talt katastrofalt for investorer, der har været med hele vejen – især sammenlignet med Tryg og Topdanmark.
Den store synder var bankdelen, som var tæt på at koste koncernen livet undervejs. Udover pantebrevslån var landbruget en stor synder i banken, og med den nylige optur i svineprisen er det nærliggende at antage, at der kan ligge flere tilbageførsler af nedskrivninger forude. Landbrugsudlånet er nemlig kun på 97 mio. netto, men med hele 484 mio. i bruttoudlånet, hvilket siger lidt om, hvor meget der er nedskrevet.
Med CEO-fyringen står det klart, at et af de ledelsesproblemer, som nok har afholdt en del investorer fra at investere i aktien, nu er væk. Det løser dog bestemt ikke alt, for kundeejerskabet via Alm. Brand af 1792 fmba sidder fortsat tungt på magten. Selv med ét løst ledelsesproblem mangler Alm. Brand stadig at bevise, at hele idéen om ”det finansielle supermarked” er bæredygtig. Alm. Brand synes nærmest at være den eneste finansielle aktør, som tror på dette i dag.
Vi satte sidst et kursmål på 70, hvilket vi fastholder i forventning om, at de nye tiltag kan være med til at sætte hele investeringscasen i et nyt lys. Det kan være med til at afvikle dele af den betydelige rabat som Alm Brand handles til i forhold til konkurrenterne.
Børskurs på analysetidspunktet: 58,25 AktieUgebrevets kursmål (6 mdr): 70,00
Læs tidligere analyser af Alm. Brand her. Password er abonnent email, og adgangskode kan hentes her .
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her