Er bankers forretningsmodel parat til ny virkelighed?

Finans Danmarks årsmøde blev nogenlunde som forventet: Det kom til at handle om tidens mest populære dagsordener, men ikke om de reelle og alvorligste problemer for den danske banksektor. Læs her chefredaktør Morten W. Langer anmeldelse af bankernes årsmøde.

Det kom (igen) til at handle om bankernes kamp mod hvidvask, bankernes deltagelse i grøn finansiering, og at bankerne fortsat skal levere den afgørende finansiering til at skabe vækst i samfundet. Alt sammen meget fint.

Men som mangeårig uafhængig iagttager af den finansielle sektor er oplevelsen desværre også, at der endnu engang var tale om en skueproces til ære for pressen og den brede offentlighed. Formanden Michael Rasmussen, adm. direktør i Nykredit, leverede i sin tale den forventede gennemgang af sektorens gode intentioner.

Men sektorens store og voksende udfordring – en underliggende meget anstrengt lønsomhed, udsigten til stigende udlånstab, manglende evne og mulighed for at tage risici i nye udlån og et stivnet syn på nødvendigheden af at omstille forretningsmodeller – blev stor set ikke berørt.

BETYDELIGT PRES
Micheal Rasmussen omtalte sporadisk banksektorens udfordring, som Økonomisk Ugebrev tidligere har beskrevet flere gange: ”Bankernes forretningsmodeller udfordres og er under et betydeligt pres, både på indtægtssiden og på udgiftssiden (…) og der er udsigt til faldende indtægter, så langt øjet rækker, (og) vi må spørge os selv, om de aktuelle forretningsmodeller er tilpasset den nye virkelighed,” sagde han. Men denne erkendelse blev ikke fulgt op med tanker om eller svar på, hvad banksektoren kan eller bør gøre ved det. De danske banker har de seneste fem-syv år redet på en bølge af næsten automatisk fremgang, baseret på tilbageførsel af gamle hensættelser, stigende gebyrer og provisionsindtægter og store engangsindtægter fra salg af sektoraktier. Omkostningerne er stort set ikke beskåret. Set udefra virker det som om, at en stor, behagelig sovepude har bremset enhver tanke om at gøre tingene anderledes. Bundlinjen er, at den danske banksektor nu fremstår som ekstremt sårbar: Den er alt for omkostningstung til det aktuelle indtjeningsbillede, og der er er et stort behov

for at skabe færre men større og mere effektive enheder. Med det forventede pres på gebyrer og provisionsindtægter fra skærpet konkurrence, fortsat lave renter og stigende tabshensættelser styrer vi direkte mod den næ-ste bankkrise. Finanstilsynet konkluderede for nylig i en analyse, at to tredjedele af de danske provinsbanker vil give underskud, hvis og når makroøkonomien svækkes.

Denne udvikling vil ikke gøre de i forvejen meget udlånstilbageholdende banker mere kreditvillige, tværtimod. De vil få stadig vanskeligere ved at leve op til deres samfundsrolle, som formidlere af kapital til erhvervsliv og private danskere. Michael Rasmussen holdt ellers fanen højt ved at udtale, at bankerne fortsat vil leve op til sit samfundsansvar og også låne penge ud der, hvor der er ”lidt længere mellem husene”, og både til unge og ældre.

PYNTEDE PROGNOSER
Nykredit-chefen markedsførte også to nye initiativer fra sektoren, som udefra set virker uigennemtænkte, og samfundsskadelige. For det første udarbejder Rådet for Pensionsprognoser, med professor Jesper Rangvid i spidsen, for Finans Danmark tilsyneladende fælles ”uafhængige” fremtidige prognoser for afkastet på værdipapirer, så der opnås større sammenlignelighed og gennemsigtighed om bankernes pensions- og investeringsprodukter. Det skal forbedre forbrugersikkerheden.

Men rådets foreløbige afkastprognoser for 2020 og frem virker mere som overoptimistisk salgsgas fra grådige sidegadevekselerer og baseret på et ekstremt skønmaleri af, hvad der sker i den virkelige verden. Prognoserne vil uden tvivl kunne lokke intetanende danskere ud i nye investeringsprojekter, som ikke har nogen som helst gang på jord.

Michael Rasmussen genfortalte også om bankernes plan om et ”it-projekt”, hvor alle danskere skal samles i en fælles database, for at bankerne får et effektivt redskab mod hvidvask og kriminelle. Han erkender, at det er usikkert, om det er ”fuldt realiserbart”.

Umiddelbart virker det som et ”big brother is watchingyou” med uhyggelige perspektiver for central overvågning, og hvor man som dansker ikke kan få et bankkundeforhold, med mindre man accepterer et ja til den nye overvågningscentral. Det er virkelig en skræmmende udvikling, som næppe er nødvendig for at fange økonomisk kriminelle.