Finanstilsynet har identificeret ni tilfælde, hvor en bank har udvist en mistænkelig adfærd.
Finanstilsynet vurderer, at ordrerne blev indlagt alene for at frembringe en reaktion fra algoritmen, som efterfølgende blev udnyttet til at opnå en økonomisk fordel på bekostning af market maker-algoritmen. Dermed vurderer Finanstilsynet også, at banken har sendt urigtige eller vildledende signaler til markedet ved at indlægge ordrer på Nasdaq Copenhagen uden at have til hensigt, at disse ordrer skulle føre til handler.
Det er et problem for markedets integritet, hvis en markedsaktør indlægger ordrer uden et reelt ønske om at handle. De øvrige markedsaktører vil få et misvisende billede af udbud og efterspørgsel. Det kan påvirke kursen og skabe mistillid til markedet.
Den økonomiske fordel for banken blev opgjort til at være af meget begrænset betydning.