Fiasko på COP25 kan bremse grønne investeringer

Fiaskoen i Madrid, hvor verdens ledere ikke kunne finde enighed om betingelserne for et globalt CO2-handelssystem, kan bremse det aktuelle boom i grønne investeringer, vurderer finanskoncernen BNP Paribas. Prissætningen af risici for klimapåvirkninger ved grønne investeringer og andre projekter har efter den politiske farce ved COP25 fortsat ikke et marked at spejle sig i. Investorerne er uden et marked for CO2 ikke i stand til at kvantificere effekten og økonomien af de grønne projekter, som de investerer i.

Resultatet af de afsluttede klimaforhandlinger på COP25 i Madrid blev med beslutningen om at udskyde forhandlingerne til næste år mere end pauvert. Den globale verdens ledere kunne ikke komme til enighed om et fælles handelssystem for CO2-kvoter, som kunne understøtte Parisaftalens målsætninger. Fiaskoen kan bremse udviklingen i det momentum, den finansielle verden ellers lige nu oplever i grønne investeringer, vurderer bank- og finanskoncernen BNP Paribas i en markedsopdatering den 18. december. ”I betragtning af den globale bevidsthed om klimaændringer og markedspotentialet forventer vi fortsat udstedelse af bæredygtige obligationer vil overstige 325 mia. USD i 2020. Manglen på enighed om et globalt CO2-handelsmarked kan dog bremse kapitalallokeringen til det grønne finansielle marked,” skriver BNP Paribas i opdateringen.

Et globalt CO2-handelssystem var ellers den markedsmekanisme, som var på dagsorden i Madrid, og udset som et bærende fundament til at sikre, at målene i Prisaftalen kan indfries. Ifølge BNP Paribas er en aftale om et globalt CO2-handelsmarked nøglen til at forstå, hvor i verden CO2-emissioner vil være mest kostbare, og dermed sikre at de mest finansielle fordelagtige bæredygtige projekter prioriteres af investorerne. Så længe CO2-udledninger ikke prissættes ensartet og nøjagtigt, vil investeringer ikke optimalt bidrage til Parisaftalens CO2 reduktionsmål, vurderer BNP Paribas.

Et af de mere overraskende stridspunkter ved COP25 var, ifølge BNP Paribas, at verdens største økonomier opstillede meget specifikke betingelser for et globalt kvotesystem. USA forsøgte sig med at få indskrevet formuleringer i aftalen om, at hvert land ikke kunne gøre andre lande juridisk ansvarlige for klimarelaterede påvirkninger. Kina og Indien krævede, før der kunne indgås forpligtende mål, at rige lande oprettede en fond på 100 mia. USD for at beskytte fattige lande mod påvirkninger fra klimaændringerne.

Australien, Brasilien og Saudi Arabien var helt uenige i at skabe en ny standard for CO2-kvoter, der ellers kunne have lukket muligheden for, at flere lande kunne fratrække samme kvoter i klimabudgettet. Muligheden er et yndet smuthul, der stammer fra Kyoto-aftalen, som blev underskrevet i 1997. Denne mulighed ønskede Australien, Brasilien og Saudi-Arabien at bevare for ikke at begrænse deres muligheder for at afskrive udledninger.

Den manglende enighed og den fortsatte farce omkring de efterhånden mange COP-topmøder udstiller ikke bare den svage politiske handlekraft på klimsspørgsmålet i det globale politiske miljø, med en myriade af forskellige interesser, der ikke afhjælper klimaforandringerne. Den forringer også investorenes muligheder for at handle på sikker grund, idet de manglende fælles politiske rammer øger usikkerheden og de finansielle risici.

Konkret vurderer BNP Paribas, at investorerne fortsat vil være ude af stand til at kvantificere effekten af de grønne programmer og projekter, som de investerer i. Desuden vil banker bliver nødsaget til at benytte flere uafhængige analyser ved investeringer i grønne projekter for at vurdere risiko. Konsekvensen er, at prissætningen for risiko ved drivhusgasser forbliver vilkårlig, når der ikke er et marked til at fastsætte omkostningen og sætte en pris. Samtidig vurderer BNP Paribas, at udeblivelsen af et effektivt CO2-handelssystem gør det besværligt og unøjagtigt for virksomheder at budgettere præcist i udviklingsprojekter, der siger mod grønne teknologier. Forholdet mellem CO-reduktioner og klimaomkostninger via et kvotesystem er ikke eksisterende, og afspejles derfor ikke i budgetterne, når resultaterne viser sig.

Hvad angår, hvordan BNP Paribas ser på fremtiden for klimaforhandlingerne, vurderer banken, at opgaven ved COP26 næste år i Glasgow nu er endnu mere kompleks. Delegationerne skal ikke bare – som programfastsat – tilskynde landene til at formulere nye og mere ambitiøse mål for at reducere udledningerne af drivhusgasser. De er nu også tvunget til at få godkendt betingelserne i Prisaftalens artikel 6, som netop var agendaen i Madrid.