Fra Handelsbanken:
• Nationalbanken var i markedet og støtteopkøbte kronen (solgte valuta) for DKK 4,1 mia. i december
• Støtteopkøbet var dog væsentligt mindre end vi havde ventet og peger ikke på snarlige renteforhøjelser trods det fortsat svage niveau for kronen over for EUR
• Den beherskede intervention viser en mulig større tolerance over for den svage krone, men vi vil dog stadig ikke udelukke en renteforhøjelse på lidt længere sigt
Svag krone holder Nationalbanken i markedet
Netop offentliggjorte tal for udviklingen i valutareserven viste et fald fra DKK 440,7 mia. til DKK 435,4 i december. Ud af faldet skyldtes de DKK 4,1 mia. at Nationalbanken har været i markedet og støtteopkøbt kronen (solgt valuta). Det var ventet, at Nationalbanken fortsat ville være i markedet efter at kronen i december nåede op i et nyt rekordsvagt niveau over for euroen i den fælles valutas levetid, og konsekvent har holdt sig på den svage side af centralpariteten over for euroen i løbet af hele måneden.
Set i lyset af de svage niveauer fra kronen, som tidligere har udløst langt større aktivitet fra Nationalbankens side, var støtteopkøbets størrelse dog en hel del mindre end vi havde regnet med.
Tredje måned i træk med støtteopkøb
Selv om det er første gang siden 2015 at Nationalbanken har været i markedet og støtteopkøbt kronen tre måneder i træk, så indikerer opkøbenes størrelse efter vores vurdering en større tolerance over for en svagere krone end hvad vi har set tidligere. Set over de seneste tre måneder beløber støtteopkøbene sig således ‘kun’ til DKK 5,7 mia.
Omkring årsskiftet 2018/2019, hvor kronen ikke lå så svagt som vi ser aktuelt, solgte Nationalbanken valuta for i alt DKK 13,5 mia. over to måneder. Det fortsat relativt begrænsede støtteopkøb betyder efter vores vurdering, at det for indeværende er for tidligt at forvente en snarlig renteforhøjelse fra Nationalbankens side.
Den fortsat svage kronekurs over for euroen er dog en indikation på, at renteforskellen mellem DKK og EUR måske er blevet lidt for stor, og hvis EUR/DKK fortsat handler på de aktuelt svage niveauer i de kommende måneder, vil vi på ingen måde udelukke, at det i sidste ende resulterer i en forhøjelse af indskudsbevisrenten fra de aktuelle -0,75%. Timingen af dette er dog fortsat usikker, da Nationalbanken i første omgang fortsat har masser af plads til at nedbringe valutareserven for at forsvare kronen.