Medierne dumpede nytårseksamen

I højtidelige øjeblikke omtaler vi i medierne os selv som den fjerde statsmagt. Hvis dét skal være andet end bragesnak, skal vi vogte over, at de tre første statsmagter udfører deres opgaver – og kun dem. Det bliver testet, når magthavere gør noget, som de forklarer med et hjertensgodt formål, men som er i strid med vores samfundsform. Den slags tests har vi set nogle gange hen over julen og nyt-året, og medierne er dumpet med et brag.

Seneste eksempel er statsministerens nytårstale forleden. Hun proklamerede i fuld alvor, at børn i familier, der underperformer økonomisk og socialt, skal tvangsfjernes og bortadopteres. Det vil være en fundamental ændring af vores samfund, og i første omgang kan man se frem til et politisk stormvejr, når almindelige familier opdager, at det også angår dem.

Men det gik fuldstændigt hen over hovederne på Ask Rostrup, Christine Cordsen og Jens Ringberg, der på DR kommenterede talen. De pludrede sorgløst om alt muligt andet. I BT har politisk kommentator Søs Marie Serup dog forstået, at tvangsfjernelserne er et væsentlig punkt, men også hun er faldet for det politiske spin om, at det bare handler om ”nogle andre”. ”Det har både den her sociale side, som er varm og omsorgsfuld, og så har det den hårde side, som handler om udlændingepolitik,” siger Serup. Retfærdigvis kommer chefredaktør Tom Jensen i sin leder i Berlingske, efter at have vævet lidt rundt, dog frem til, at det ikke er ”videre sympatisk” at gøre tvangsfjernelser til et selvstændigt mål.

Også i dagene op til jul blev den fjerde statsmagt testet, i det tilfælde med udspil fra Nationalbanken, der først kom med en analyse om klimaforandringers betydning for den finansielle stabilitet, og sidst med en udmelding fra nationalbankdirektør Lars Rohde i Berlingske om, at manglen på ligestilling er et stort økonomisk problem, fordi kvinders arbejdskraft ikke bliver udnyttet tilstrækkeligt effektivt, hvorefter han taler for tvungen barsel til fædre. Begge emner er oppe i tiden, og Rohdes holdninger er ikke usædvanlige. Det er derimod hans institution: Centralbanker har i den vestlige verden den unikke position, at de er undtaget fra demokratiet, fordi man på den hårde måde har lært, at det kan gå helt galt, når pengepolitik bliver en del af det politiske spil. Men med den ophøjede status er det til gengæld et demokratisk problem, når en centralbank begynder at blande sig i andre ting end pengepolitik. Det

var der ingen medier, der hæftede sig ved.

Noget andet er, at man kan undre sig over, at Rohde kaster sig ud i den daglige politiks mudrede vand. Det giver må-ske lidt medvind her og nu, men på længere sigt gør det også Nationalbanken sårbar. F.eks. er det lidt risikabelt for Rohde at give folk gode ideer til, hvor man kan hente kvalificeret arbejdskraft. Nationalbanken har 441 medarbejdere, selv om kerneopgaven – at holde kronen fast til euroen – vel kunne klares af en håndfuld gode økonomer. Til sammenligning har Sveriges Riksbank, der bestyrer en langt større pengemængde og en flydende valuta, cirka 330 medarbejdere. Interessant hvorfor Lars Rohde har brug for 111 ansatte mere?

NY RUNDE OM HVIDVASK?
Hvidvask har som bekendt været et af de senere års store emner i erhvervspressen. Men det er svært for bankerne at forstå og håndtere den komplicerede lovgivning, og det er ikke nemmere for os i medierne, og lige nu synes de fleste at tage en puster. Men emnet kan snart blusse op igen, og denne gang med en lidt anden vinkel, fremgår det af historier i udenlandsk presse.

En af hovedkilderne til hvidvaskhistorierne er den amerikanske finansmand Bill Browder. Hans lødighed som kilde har journalisterne Birgitte Dyrekilde og Lars Abild (sidstnævnte skriver også her i Økonomisk Ugebrev) behandlet i bogen ”Troldmanden”, der udkom sidste år. Lang historie kort: Browder er en ekstremt dygtig lobbyist, og for ham har det været bekvemt at kunne bruge den vestlige verdens mistro over for Rusland i almindelighed, og Putin i særdeleshed, til at dække over nogle af hans egne mindre fine transaktioner i landet. At Browder har lav troværdighed er ikke ensbetydende med, at alt, han siger, er forkert, eller at Danske Bank ikke har gjort noget kritisabelt alligevel. Men det betyder en del for, hvordan vi skal håndtere hvidvask, uden at vigtige institutioner og retssikkerhed bliver knust i et for os uvedkommende spil mellem russiske oligarker og politikere. Det ansete tyske magasin Der Spiegel fornemmer nu også ugler i mosen og har skrevet en kritisk artikel om Browder, med samme udgangspunkt som Dyrekilde og Abild herhjemme. Men det politiske system er lidt bagefter, og senest har EU lagt an til at vedtage en lov – pakke a la den, Browder har formået at få de amerikanske politikere til at vedtage. Stay tuned, som man siger.

Sten Thorup Kristensen