Ultimative aktionærer kan nu tvinges frem i lyset

Med det nye Aktionærrettighedsdirektiv bliver det muligt for de børsnoterede selskaber at få fuldt kendskab til alle aktionærer, også dem, der i dag holder sig skjult bag et anonymt nominee depot i udlandet. Selvom reglerne træder i kraft i år, ligger der store problemer forude med at få systemet til at fungere. Men hovedparten af de store selskaber ses at ville benytte de nye muligheder.

Med Aktionærrettighedsdirektivets krav om øget aktionærindflydelse følger også et ønske om øget dialog mellem selskaberne og aktionærerne. For at fremme denne dialog omhandler de nye regler også nye standarder for, hvordan kommunikationen kan foregå gennem hele værdikæden, fra formueforvalter tilbage til bank og videre tilbage til den reelle ejer af det konkrete aktiedepot.

For at opnå den direkte kommunikation mellem aktionærer og selskabet er det en forudsætning, at det er muligt for selskabet at identificere sine aktionærer. Men i dag er en stor del af selskabernes aktionærer umulige at identificere for selskaberne. Særligt er en stor andel af de udenlandske aktionærer svære at identificere for selskaberne, fordi aktionærerne typisk har placeret aktierne i et nominee depot. Og da udlandet ejer 57 procent af aktiekapitalen i de danske børsnoterede selskaber, ejes en ikke ubetydelig andel af aktiekapitalen i selskaberne af ukendte ejere.

Med de nye regler får selskaberne en ret, men ikke pligt, til at anmode såkaldte formidlere (dvs. værdipapircentraler, depotbanker, nominees m.fl.) om oplysninger om selskabets aktionærer. Aktionærer, der af forskellige årsager har ønsket at ”gemme sig” kan nu hives frem i lyset. Men det er altså op til selskaberne selv at bestemme, om de vil kende deres aktionærer. Formidlerne er til gengæld forpligtet til at levere selskabet informationer om aktionærens entydige identitet, uanset hvilken funktion formidleren varetager i formidlerkæden.

Ifølge manager Henning Skov Jensen, LPA Nordics A/S, har selskaberne generelt en stor interesse i at kende sine aktionærer, for at forbedre dialogen og få kendskab til deres synspunkter. ”Eksempelvis når ledelsen skal planlægge roadshows, er det jo vigtigt at have identificeret sine aktionærer verden over. I dag findes der selskaber, som fx IR Insight Nasdaq, der indsamler oplysninger om store investorers ejerandele og sælger den information til de børsnoterede selskaber.”

Praktikken er, at aktieselskabet udsender sin forespørgselom identifikation af aktionærer til det første led i formidlerkæden eller til en etableret markedsinfrastruktur. Den første formidler vil sende forespørgslen videre til den næste formidler, indtil den rammer den formidler, der ligger inde med informationen om den ultimative aktionær. Den sidste formidler er ansvarlig for at sende aktionærinformationen direkte til selskabet og behøver så-ledes ikke at gå gennem kæden af formidlere. De enkelte formidlere er ikke ansvarlige for, at de øvrige formidlere i kæden overholder reglerne.

De nye oplysningskrav pålægger formidlerne massive nye systemkrav, som ikke ventes at komme til at fungere lige foreløbig. Og slet ikke indenfor de angivne tidsfrister. Reglerne opererer nemlig med stramme deadlines: Ved eksempelvis annoncering af selskabsbegivenheder (generalforsamling, fusioner etc.) skal formidleren besvare selskabets henvendelse om aktionæridentiteten indenfor samme dag som modtagelsen, med mindre henvendelsen kommer efter kl. 16:00, så er deadline kl. 10:00 næste dag. Fremsendelsen af informationen i nærmest realtid stiller store krav til, at formidlerne får opbygget en effektiv håndtering af processerne. Tidligere har dele af denne formidlingsproces i nogle lande været håndteret delvist manuelt.

Hvordan kommunikation skal foregå gennem formidlerkæden uden en fælles kommunikationsstandard og infrastruktur bliver en kæmpe udfordring for kapitalmarkedet. Direktør Michael Kjøller-Petersen fra Computershare siger til Økonomisk Ugebrev: ”Der har været nedsat flere arbejdsgrupper, som har forsøgt at finde en fælles europæisk løsning. Uden opbygning af en fælles infrastruktur på tværs i EU, vil det ikke kunne lade sig gøre at leve op til Aktionærrettighedsdirektivet.”

Der tegner sig nu en løsning med nogle udbydere af centrale EU-hubs (Citigroup og Broadridge), hvor andre lokale aktører som fx Computershare vil være underleverandører. Men grundet forskellig national implementering af lovgivningen er det svært at få skabt en ensartethed, og det bliver et kapløb med tiden at få infrastrukturen op at stå.