Politiken sætter skarpt spot på statens afdøde vagthund

”Jo mere, jeg lærer menneskeheden at kende, jo mere kommer jeg til at holde af min hund,” sagde Storm P. fyndigt. Havde han været lidt mindre tungsindig og lidt mere konstruktiv kunne han have sagt vagthund i stedet, for det er i sin essens det, det handler om: Selv om mennesker det meste af tiden opfører sig anstændigt, er det stadig nødvendigt, at nogen holder øje med, at der ikke bliver stjålet af kagedåsen. Men på en eller anden måde er denne urgamle erfaring gået i glemmebogen i statens administration. Politiken afdækker i en fremragende artikel, hvordan rigsrevisor Lone Strøm i 2016 opsagde samarbejdet med den interne revision i flere ministerier – bl.a. Skatteministeriet og Forsvarsministeriet. I begge disse ministerier havde de interne revisioner advaret mod risikoen for ret præcist de store skandaler, vi siden har set. Over for Økonomisk Ugebrev Ledelse har eksperter netop efterlyst en model med interne revisioner i kombination med Rigsrevisionen som løsning på det mere generelle problem med kontrollen i den offentlige sektor.

Revisionsskandaler forekommer også i den private sektor, men meget, meget sjældent er det de reviderede, der prøver at snyde sig uden om kontrollerne. Så hvorfor sker det hele tiden og så igen i den offentlige sektor? Et bud er, at det bunder i den danske retstradition for ikke at straffe embedsmænd andet end tjenesteligt gennem advarsler, degraderinger og fyringer. Derfor er det også fint, at Politiken lægger det primære ansvar for misæren der, hvor avisen opfatter, at det ligger.

Men man kan godt diskutere, om det er rimeligt, når avisen udpeger netop Lone Strøm som hovedskurken. Hver læser kan danne sin egen opfattelse, men det er malende beskrevet, hvordan Lone Strøm var oppe mod ledende embedsfolk, hvis interesse det var at beklikke de irriterende interne revisorers faglighed. Måske ville truslen om nogle måneders fængsel for drab, agtsomt eller ej, på en statslig vagthund hjælpe på sagen.

ER DER ET ALTERNATIV TIL NEGATIVE RENTER?
Når bankerne lægger negative renter på privates indestående, må man søge over i aktier, hvis man vil have positive afkast. Økonomerne tilknyttet Formuepleje har døbt fænomenet TINA (There Is No Alternative), lyder budskabet i et indlæg i Børsen tirsdag fra selskabets kundedirektør Helle Snedker. Ligesom banker og andre udbydere af investeringsprodukter lugter Formuepleje guld, når bankkunder, der trods alt ikke vil se kontoen skrumpe, efterspørger investeringsprodukter med selv meget lavt afkast.

Men det er en trafik, hvor vi i medierne hurtigst muligt bør stille os på forbrugernes side. Basalt set handler det om det samme som i vores historie i sidste uge om ATP’s guldfugle: Ethvert afkast på et investeringsprodukt skal holdes op mod dets risiko og gearing. Uden at korrigere for det kan enhver idiot i gode år nå et højt afkast på aktiemarkedet. Men lige nu, hvor aktier bliver handlet til historisk høje p/e-værdier, kan man faktisk argumentere for, at det mest sandsynlige afkast over de næste f.eks. fem år er negativt. Så kan det være bedre at lade pengene stå på bankkontoen, trods den negative psykologi i de negative renter. Man skal i hvert fald ikke tage Helle Snedkers skønsang om det samfundsmæssigt positive ved aktieinvesteringer som grundlag, når man placerer sin personlige opsparing. En bedre idé er det som udgangspunkt at tage begrebet TINA (som for øvrigt ikke er opfundet af Formuepleje ) bogstaveligt: Der er vitterligt intet alternativ til negative renter.

MÅ VI FRABEDE OS EN KOMMENTAR?
Finansminister Nicolai Wammen har siden sin tiltræden kun givet et par interviews. Resten af tiden har han spist pressen af med skriftlige kommentarer, skriver Børsens nyhedsdirektør Nikolaj Sommer i en klumme onsdag, og han konkluderer, at ministeren ikke lever op til sin underforståede kontrakt med offentligheden. Børsen vil reagere med at gøre det mere tydeligt, når Wammen undslår sig at svare på spørgsmål. Det er fint, men Wammen er ikke alene, og det er efterhånden lang tid siden, det har været andet end undtagelsen, at ministre har stillet op til en åben dialog.

Spørgsmålet er, at om ikke vi i pressen skal anse kontrakten for opsagt en gang for alle og justere i de journalistiske normer, så vi ophører med at give ministrene mulighed for en kommentar, med mindre artiklerne meget eksplicit og konkret indeholder en anklage mod en minister for noget, denne har sagt eller gjort. Men først og fremmest arbejder vi naturligvis i læsernes tjeneste, og hvis nogen vil savne standardformuleringerne, f.eks. ”Jeg ser med stor alvor på…” eller ”det har vi allerede planlagt at se på næste år,” så vil vi naturligvis blive ved med at bringe dem. Måske kan vi endda skrive dem selv. Det er nemmere end at ulejlige spindoktorerne med det.