Gyldendal indleder årsregnskabet 2019 med en skarp kommentar et moderne marked med tekster, der ikke er længere end et emoji-pyntet tweet. Men det er overlevelse i det nye og konkurrenceprægede marked, som Gyldendal skal arbejde på de kommende år.
Det er vanskeligt ikke at sympatisere med tankerne bag introduktionsteksten i Gyldendals årsregnskab, hvor man fremhæver klassiske værdier som fordybelse og forståelse. Men de følgende sider i regnskabet viser den økonomiske bagside af markedets udvikling. Nemlig en indtjening, som er styrtdykket i løbet af ganske få år, og en omsætning i moderselskabet Gyldendal A/S, som i 2019 var den laveste siden 2013.
På koncernniveau er omsætningen ganske vist steget, men det skyldes tilkøb af en række mindre virksomheder, hvoraf hovedparten endnu er underskudsgivende.
Disse tilkøb er et resultat af Gyldendals forsøg på at tilpasse sig et marked, som man selv betegner som værende under voldsom forandring. Det traditionelle forlagsmarked rammes af lavere efterspørgsel efter trykte bøger, og væksten i digitale produkter opvejer kun det tabte, så man befinder sig altså på et marked stort set uden vækst og med en udfordret indtjening.
Samtidig stiger konkurrencen bl.a. som følge af udenlandske forlag, som etablerer sig i Danmark, og for at redde omsætning og indtjening på længere sigt forsøger man at tilpasse sig den nye digitale virkelighed.
Det sker bl.a. ved at investere i to nye digitale abonnementskoncepter i 2020, selvom det får en negativ effekt på kort sigt. Ligesom de seneste års tilkøb af mindre virksomheder indtil videre har haft. For 2020 forventer man derfor en svag vækst i omsætningen, men kun et driftsresultat (EBIT) på niveau med 2019 korrigeret for særlige poster. Det er reelt et tilbageskridt indtjeningsmæssigt på kort sigt, men – forhåbentlig – et skridt fremad på længere sigt.
Det ser i hvert fald ud til at være aktiemarkedets vurdering, da Gyldendals aktiekurs steg betydeligt i forlængelse af årsregnskabets offentliggørelse.
Vi anser dog den seneste tids kursstigning for at være overdrevent optimistisk, da en forventet Price/Earning på næsten 30 harmonerer meget dårligt med et marked uden vækst og store fremtidige udfordringer bl.a. gennem øget konkurrence.
Bruno Japp
Børskurs på analysetidspunktet: 462,00 AktieUgebrevets kursmål (6 mdr): 401,00
Læs tidligere analyser af Gyldendal her. Password er abonnent email, og adgangskode kan hentes her .
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her