Mediekommentar af journalist Sten Thorup Kristensen:
I Rungsted er stiftelsen af en andelsboligforening gået i vasken. Efter ”Blackstone-indgrebet” ville ingen bank stille med finansiering, og ironisk nok bliver ejendommen nu i stedet erhvervet af netop den type anonym kapital, som indgrebet angiveligt er rettet mod. Historien fortælles af Berlingske , som også har talt med andelsboligejere, der pludselig ikke kan sælge deres andele.
Indgrebet har været forberedt gennem over et år, og for ejendomsbranchen har det været som at overvære et trafikuheld i langsom gengivelse: Alle kunne se de forudsigelige konsekvenser, der rammer andelsboligsektoren særligt hårdt.
Berlingske har også i de seneste uger skrevet om, hvordan den nye regering generelt agerer. Avisen har f.eks. afdækket , hvordan eksperter, der siger regeringen imod, på halvt chikanøs vis bliver ringet op at socialdemokratiske officials. Den slags er vi ikke vant til i det danske folkestyre, og som Bent Winther bemærker i en kommentar , er der noget autoritært over det hele. Han ser det som en del af den strømning, der i udlandet har bragt bl.a. Trump, Erdogan og Putin til magten.
Sammenligningen med de to sidste er måske at trække den langt. Men der er klare fællestræk med Trumps måde at gøre ting på. Ikke bare i hans foragt for sædvanerne, som et demokrati virker ved, men også i hans brutale handlekraft. Det er noget tilsvarende, man ser i det hjemlige boligindgreb: Regeringen har et mål, og hverken eksperter eller vælgere får lov at stå i vejen for det. Man ser det samme i udligningsreformen og ikke mindst i planerne om at tvangsfjerne langt flere børn.
Vi har altså en regering, der virkelig vil noget politisk, og som er parat til at ofre noget for det. Den slags er vi også uvante med i Danmark, hvor regeringerne som regel bare gerne vil administrere. Men Berlingskes direktør Anders Krab tager fejl, når han i en kommentar skriver, at ”Mette Frederiksen sælger drømme uden indhold.” Der er i høj grad indhold, uanset om det for andre mere er et mareridt. Glem enhver tanke om, at ”det kan de ikke mene alvorligt”. Jo, det kan de. What you see is what you get.
I dansk presse – og ikke mindst netop Berlingske – er Trump aldrig blevet forstået. I hans fjerde år som præsident bliver han stadig kun beskrevet som en tweetende klovn med orange hår. Den fejl skal forhåbentlig ikke gentages, når vi nu selv har fået en regering, der bruger trumpistiske greb. Medier skal naturligvis forholde sig vagtsomt til en regering, der bryder normer. Men nogle gange skal normer brydes, og vi må også forholde os til det konkrete indhold, uanset om det virker surrealistisk og utroligt.
I disse år ser USA et faldende antal indvandrere og store stigninger i de laveste lønninger i USA. Ifølge The Economist er der ringe tvivl om, at det første har ført det sidste med sig. Så mens Trumps mur måske isoleret set er virkningsløs, har den overordnede politik, den symboliserer, en klar, positiv effekt for hans vælgere. Det er ikke en munter opgave at holde indvandrere ude, og det står i kontrast til Reagans shining city upon a hill , hvor der var plads til alle. Men man kan heller ikke fortænke de dårligst lønnede i at være sure over, at de skal betale prisen for de høje idealer. Det er tilsvarende dilemmaer, der nu bliver taget hul på i Danmark.
LARS REBIEN MÅ SIGE, HVAD HAN VIL
En af de gode ting ved at have en normbrydende regering er, at når den uden hæmninger går til stålet, så må alle vi andre det også. Det er der muligheder i for medierne. Et eksempel: Finans.dk bragte forrige uge et interview med Lars Rebien Sørensen, der talte om de høje cheflønninger. Det er et højrelevant emne, for det er ubestrideligt en ændring af vores samfund, at topcheferne i de største selskaber i dag som en selvfølge skal aflønnes med høje tocifrede millionbeløb hvert år. Det er også med til at skabe en vredesfremkaldende følelse af, at uligheden stiger. Den tidligere Novo-boss’ ærinde var dog ikke at tale folkestemningen efter munden: Han meldte klart ud, at han ser vreden som et udtryk for misundelse.
Politikens debatredaktør Magnus Barsøe kommenterede på twitter, at udmeldingen var ”usmagelig, politisk tonedøv og helt uhørt arrogant:” Men Barsøe er bagud for sin tid, når man påtager sig rollen som smagsdommer. Det er så at sige in at være politisk tonedøv, og det er kun godt, at Rebien klart kan sige, hvad han – og givetvis mange andre topchefer – faktisk mener. Dén verden giver interviewet et godt indblik i, også ud over vinklingen på det med misundelsen.
