Er de politisk styrede banker bedst for Danmark?

I 00’erne var Karsten Dybvad departementschef i først Finansministeriet, siden Statsministeriet, og vi husker jo alle, hvordan han advarerede mod finanssektorens vilde udlån, og på den baggrund senere blev udnævnt til formand for Danske Bank. Spøg til side. Ingen i embedsværket havde set finanskrisen komme. Det var ikke Dybvads ansvar at analysere den finansielle sektor, så han skal ikke bebrejdes for miseren. Men det er også svært at se den bankfaglige begrundelse for, at han skal være formand for Danske Bank, og der er noget absurd i, at Finanstilsynet godkendte ham som formand, samtidig med at man underkendte den højt kvalificerede bankmand Jacob Aarup-Andersen som adm. direktør.

Dybvad blev givetvis valgt for sine evner til at forstå politik. Men som bekendt skal man passe på med, hvad man ønsker sig, for man risikerer at få det. Dybvad vil nu øge honoraret til bestyrelsen i banken med 25 pct. Men ifølge Børsen er det ikke korrekt, at honorarerne dermed kommer på niveau med det, man ser i andre nordiske storbanker. De kommer over normalen, og Danske Bank bliver lønførende. Lønforhøjelsen giver heller ikke så meget mening, når bestyrelsen, igen ifølge Børsen , vil ændre i vedtægterne, så bestyrelsesmedlemmerne friholdes for personligt ansvar ved sager om f.eks. hvidvask.

Berlingske bragte endnu en facet til historien, da den refererede det afgående bestyrelsesmedlem Jens Due Olsens slet skjulte kritik af sin formand. ”Min profil er langsigtet kommerciel,” udtaler han.

Dybvad er stadig en god embedsmand. Han beskytter sin ”minister” – in casu Mærsk – mod kritik, og han beskytter også sig selv og det system, han er en del af. Men det kommer med en pris. Mentaliteten med at beskytte ministerium og minister indebærer jævnligt, at man gør det på bekostning af borgernes interesser. Tænkte Finanstilsynet over dét, da det lukkede Dybvad ind og Aarup ud?

Ellers kom der i den forgangne uge en ny lejlighed til at overveje sagen. Flere banker nedsatte drastisk grænsen for, hvornår der skal betales negativ rente af indskud, og Sydbanks adm. direktør Karin Frøsig var i Børsen meget tydelig i det budskab, at det ikke er til forhandling. En undersøgelse blandt vores egne læsere i Økonomisk Ugebrev viser betydelig vrede over de negative renter, og også læserne på Ekstra Bladets Nationen! er sure. ”Det er vist tid til at kræve en statsejet bank,” konkluderer brugeren Tommy H.

Men Tommy H.’s bank er allerede om ikke ejet, så dirigeret af staten. Det er Nationalbanken, der sætter renten i minus, og det er Finanstilsynet, der bestemmer, at bankerne ikke må køre med lave bundlinjer nogle år.

Sådan er det af et sammensurium er forskellige grunde. Dén, det hele begyndte med, synes dog at være glemt igen: Det er absolut ikke godt for den finansielle stabilitet, at bankerne må presse deres indlånere ud. Det ødelægger den oprindelige og solide model, hvor bankerne slår bro mellem de kunder, der har brug for at spare op, og de, der har brug for at investere og forbruge. Det var netop et af problemerne i finanskrisen, at mange banker sprang rammerne for den klassiske bankforretning og gik ud på de internationale lånemarkeder for at hente kapital, som de så lånte videre ud til vidtløftige ejendomsinvestorer.

KOLLERUP I DEN SORTE ØKONOMI
Denne klummeskriver steg for nogle år siden ind i en taxa i Ubon Ratchathani, der ligger i Thailand, næsten ude ved grænsen til Laos. Chaufføren spurgte nysgerrigt, hvor jeg kom fra, og da jeg sagde Danmark, replicerede han: ”Ah… Milk.” Det er et godt eksempel på, hvad vi er kendt for ude i verden. Åbn et køleskab i den fjerneste afkrog, og der er god sandsynlighed for, at du finder noget dansk: Mælkeprodukter fra Arla, svinekød fra Danish Crown, øl fra Carlsberg eller insulin fra Novo Nordisk. Der er også en god chance for, at Mærsk eller DSV har været med til at fragte varen frem til køleskabet. I en kronik i Børsen mandag skriver erhvervsminister Søren Kollerup om, hvordan danske virksomheder kan profitere på at være gode til at håndtere aktuelle problemstillinger med f.eks. klima. Samme tankegang bliver inde i avisen fulgt at flere ordførere, der forestiller sig, at jobs i den ”sorte” økonomi vil blive afløst af grønne jobs.

Der er tydeligvis brug for at realitetstjek, og det er en relevant opgave for medierne. Med al respekt for Vestas og Ørsted er det altså en myte, at Danmark har nogen særlig kompetence inden for grøn teknologi. Tværtimod er vi stærke inden for nogle klimabelastende sektorer. Intet galt i det – nogle skal jo producere fødevarer og flytte ting rundt – men vores rolle i den grønne omstilling bliver altså derefter.