Så startede den grimme kamp om Danmark post-corona

I forrige uge fik Danske Medier forhandlet en hjælpepakke på 180 mio. kr. hjem. Det ligner en strategisk brøler af dimensioner fra branchens side. Hvor frisøren henne om hjørnet ikke kunne forudse en tvangslukning, skal medievirksomheder være gearet til, at der engang imellem kommer kriser, hvor store annonceindtægter falder væk. Denne gang har medierne endda haft medvind på abonnementssalget, og flere medier har fyret annoncesælgere. Så at modtage endnu mere hjælp end den, man allerede får over mediestøtten, svækker den troværdighed og uafhængighed, som der bliver stort behov for, når vi skal skrive om kampen om magt og penge i Danmark efter coronakrisen. Og den kamp gik pludseligt og brutalt i gang mandag aften, da statsministeren bekendtgjorde planerne for en gradvis åbning af Danmark.

Nøgternt set er Danmark lige nu temmelig langt fra det liberale demokrati, vi plejer at hylde. F.eks. er noget så centralt som forsamlingsfriheden pt. aflyst. Det har flere medier beskæftiget sig med det, mest spidst da Mads Brügger i Berlingske for et par uger siden beskrev, hvordan han lærte at elske ”Søster Nummer Ét,” som naturligvis er Mette Frederiksen. Man gyser ved al den magt, der er samlet omkring hende, men hun har, fortjent, fået stor anerkendelse for sit lederskab under coronakrisens første fase.

Men det var den fest, der sluttede mandag. DR plumpede straks i, skippede helt journalistikken, og producerede i stedet en fiks lille reklamefilm for statsministeren. Her bliver der ikke stillet spørgsmål til beslutningen om den stort set nytteløse, delvise åbning af skolerne, et par måneder før de skal ferielukke igen, i stedet for at give tusindvis af konkurstruede virksomheder lidt tiltrængt luft.

Men hvad er så hensigten med at åbne skolerne? Et hint kom tirsdag aften, da undervisningsministeren betonede, at forældrene ikke bare måtte, men skulle, sende deres børn i skole.

Mens der som nævnt har været opmærksomhed på de indskrænkede frihedsrettigheder, har der slet ikke været opmærksomhed på, at danskerne på andre måder har fået mere frihed, end vi har haft i mindst et halvt århundrede: Meget er pludselig overladt til os selv og vores sunde fornuft. Store dele af erhvervslivet, endda bankerne, har fået at vide, at de i store træk må regulere sig selv. Fra hospitalerne

læser man beretninger om, hvor skønt det er midlertidig at slippe for den stramme centrale styring. Og forældre har altså fået at vide, at de må tage sig af deres egne børn.

Så er man højt på strå på Slotsholmen, er det næppe følelsen af at have fået mere kontrol, der dominerer. Det er den stik modsatte følelse. Og det er kontrollen, man nu prøver at tage tilbage. Derfor sluttede forældrenes ret til at bruge deres sunde fornuft, længe før coronakrisen gjorde det.

Det kan man tillade sig at konkludere uden at have læst fortrolige referater fra regeringsmøder, for i sundhedsvæsenet er det helt åbenlyst den tankegang, der er anvendt. Flere medier har undret sig over, at regeringen og de ledende embedsmænd ikke kan sige rent ud, at de satser på smittespredning og i sidste ende flokimmunitet, når det nu indlysende er konsekvensen af deres beslutninger. I Berlingske forklarede Kåre Mølbak, faglig direktør i Statens Serum Institut, hvor det er, man taler forbi hinanden: Ja, flokimmunitet vil komme, men det er ikke målsætningen. Det er derimod at undgå, at ”fortællingen om velfærdsstaten” bryder sammen.

Altså: Frem for alt skal vi stole på, at velfærdsstaten altid vil være der for os. Hvordan det skal lade sig gøre, når vi lige har set det modsatte, skal være usagt. Men det er altså det, man sigter efter, og så må det koste, hvad det vil, i menneskeliv, arbejdspladser, skilsmisser, konkurser og så videre.

Fra de store erhvervsorganisationer lød der dog ingen brok over det politiske valg om genåbningens rækkefølge. De blev i samme omgang lovet nogle flere milliarder i nye hjælpepakker. ”Der må komme en ting ud af den her krise, og det er, at der er behov for en interesseorganisation for landets erhvervsdrivende, der ikke er drevet af ex-politikere og kommunikationsfolk, men i stedet for en organisation, der rent faktisk vil stå på mål for erhvervslivet og de erhvervsdrivende,” kommenterede økonom Lars Christensen, skarpt på facebook.

Det var også en pointe, som man kunne forestille sig medierne tog op. Men det har de ikke gjort. Måske føler de et vist ubehag ved at kritisere hjælpepakker og erhvervsorganisationer, efter den lille historie med de 180 mio. kr. Se for øvrigt denne lille film om den spanske syge for hundrede år siden. Den nuværende pandemi er heldigvis ikke nær så slem. Men forløbet viser, at man ikke bare kan regne med, at der kommer to bølger, som vi skal stå igennem, og så er det slut. Der er ikke plads til at ødsle tid og penge væk, hver gang det lysner lidt.