Økonomisk Ugebrev har i årenes løb overvejet mange gange, om vi kunne anvende udtrykket fra den græske mytologi om ”Pandoras æske,” men har hver gang fundet det upassende eller poppet. Nu er lejligheden der, fordi 1. kvartalsregnskabet blev set som den største forudsigelige katastrofe i det danske C25-indeks, men sådan blev det ikke. Nu taler analytikere om en fordobling af aktiekursen.
Oplægget til Pandoras regnskab for 1. kvartal var alt andet end godt. Estimater indsamlet af analysefirmaet Refinitiv angav, at 1. kvartalsoverskuddet ville blive hele 78 procent lavere end samme periode sidste år. Lukkede butikker over store dele af den vestlige verden, og endda tidligt i Kina, og lukning af produktion i Asien i længere tid, var ikke det mest opmuntrende startpunkt.
Og hvad viste 1. kvartalsregnskabet så? Kvartalets salg kom ud på 4,17 mia. kr., mod 4,8 mia. kr. i samme kvartal sidste år. Men analytikerne havde i gennemsnit kun forventet et salg på 3,88 mia.kr. EBIT ekskl. restruktureringsomkostninger var ventet på 622 mio. kr., og det blev i kvartalet 638 mio. kr. Så det levede lige netop op til det forventede. Restruktureringsomkostninger, som følge af relanceringsplanen for hele Pandora, var ventet på 402 mio. kr., og de blev 434 mio. kr. Altså lidt højere end ventet, hvorved den basale drift faktisk blev endnu bedre, end de formelle tal viser.
Forventninger til 3. kvartal
Når Pandoras aktiekurs sprang op af æsken efter regnskabet onsdag, og endnu mere torsdag, skyldes det i højere grad de fremadrettede forventninger. Altså efter 2. kvartal, hvorom CEO Alexander Lacik sagde på investorkonferencen: ”I think Q2 is just one we want to put behind us to be honest (… ) the question is more how quickly we can get the markets to come back and then I am probably looking more into Q3 to be perfectly honest with you.” Indtil videre køber analytikere og investorer ind på historien om, at januar og februar var meget stærke, mens marts faldt sammen på grund af COVID-19.
Pandora blev også begunstiget af en stærk onlinetilstedeværelse, og en del af salgstilbagegangen i fysiske butikker blev modsvaret af øget onlinesalg: ”The performance was strong throughout the quarter and also during lockdown periods in most markets. The performance in March was slightly better than the first two months of the year, indicating that the positive spill-over effect from physical store closures more than offsets the negative impact on consumer sentiment from the lockdowns.” Allerede i 1. kvartal var salget i Kina stort set lukket ned, men det ser ud til at komme tilbage i 2. kvartal.
Stigende like-for-like
Vigtigere er det, at det organiske salg i en gennemsnitsforretning (like-for-like-salg) i 1. kvartal var stigende på flere af de store europæiske markeder, for første gang siden starten af 2017.
Det kan for alvor markere et centralt vendepunkt for Pandora, hvor frygten ellers var, at hele brandværdien var ved at smuldre, og at Pandora alligevel ville vise sig at være en kortsigtet modedille. Eksempelvis var like-for-like-salget positivt i UK, Tyskland, Italien og Frankrig, hvilket er et meget positivt signal.
På et spørgsmål om baggrunden for denne fremgang sagde Lacik: ”About the key drivers in January-February: I think you can summarise in a simple sentence is that: That is the core of Programme NOW at work so it is not just one isolated aspect, I think it is the whole programme is starting to work and the reason I can say that, is because we get those good results across the board. So it is not just one country and of course the brand has different maturity and different starting points in various places around.”
Lukkes hullet i Kina i 2. kvartal med måske positiv salgsvækst, og åbnes de vestlige markeder, kan Pandora måske stå overfor starten på en ny storhed. Med den aktuelle værdiansættelse på 7-8 gange årets overskud de næste år vil en genetablering af vækstcasen betyde en radikal repricing af aktien, samtidig med at en håndfuld shortfonde kan få meget travlt med at genkøbe deres lånte aktier for at få afdækket deres risiko.
Børskurs på analysetidspunktet 272,00 AktieUgebrevets kursmål (3 mdr) 301,00
Læs tidligere analyser af Pandora her. Password er abonnent email, og adgangskode kan hentes her .
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her