I kvartalsmeddelelsen overskyggede de dystre markedsudsigter, at koncernen i 1. kvartal klarede sig uventet godt. 2020 kan blive noget værre, end analytikerne tidligere har forventet. Men underliggende nyder Mærsk i stigende grad godt af de initiativer, som Søren Skou har taget, siden han blev topchef i 2016.
Viruskrisen slår hårdt. Det blev det væsentligste af de tre væsentlige budskaber, der kan læses ud af A.P. Møller-Mærsks kvartalsmeddelelse:
For det første: Markedssignalerne for resten af året er uventet pessimistiske. Ikke mindst forventningen om et volumenfald i fragter på 20-25 procent i andet kvartal slår hårdt. Et så stort fald i andet kvartal vil i sig selv betyde et fald på 5,5-6,5 procent for hele 2020.
Dermed er de hidtidige forventninger til hele 2020 slået i stykker. I 16 analytikerestimater, som Mærsk havde indsamlet før kvartalsmeddelelsen, var den gennemsnitlige forventning et volumenfald på 5,2 procent i hele 2020 og medianforventningen et fald på kun 3,6 procent Shippinghuset Clarksons’ seneste volumenprognose, der viser et fald på 10,1 procent for hele året, virker nu langt mere realistisk. Måske endda også lidt til den optimistiske side.
På den baggrund faldt A.P. Møller-Mærsks B-aktie med 5,8 procent. Clarksons venter, at det globale volumen i 2021 næsten kan indhente det tabte og stige 9,6 procent. Og netop de langsigtede, men mere usikre, forventninger er en vigtig grund til, at flere store finanshuse fastholder deres anbefalinger efter kvartalstallene. Jefferies og HSBC siger stadig Buy, mens Goldman Sachs fastholder sin Hold-anbefaling.
For det andet: De internationale finanshuse ser tallene for 1. kvartal 2020 som uventet stærke. Nok var omsætningen omtrent uændret, men EBITDA-marginen blev løftet til 15,9 fra 13 procent i 1. kvartal 2019, og afkastet af den investerede kapital (ROIC) til 3,8 fra 0,6 procent.
Topchef Søren Skou har haft held med de initiativer, han har taget siden 2016: Købet af Hamburg Süd i 2016 bidrog kraftigt til konsolideringen af branchen. Effektivisering, digitalisering og alliancen med den største rival MSC har givet helt nye stordriftsfordele. Nu har også neddroslingen af investeringsniveauet bidraget til, at Mærsk i højere grad er blevet en pengemaskine.
Kritikere vil se de seneste års stribe af opkøb, fusioner og alliancer som en systematisk begrænsning af konkurrencen i branchen. Men det virker. Tidligere har vigende kapacitetsudnyttelse typisk udløst priskrige. Rederierne reagerer nu på viruskrisen ved at suspendere ruter, oplægge skibe og holde raterne oppe.
Mærsk er med en markedsandel på 17 procent (32-33 procent sammen med partneren MSC) største spiller, og erklærer åbent, at man ikke vil tage markedsandele. Man er tværtimod klar til at afgive markedsandele, hvis de ikke er lukrative nok.
Det giver plads til andre. Tyske Hapag-Lloyd har i 1. kvartal øget sin omsætning med 9 procent, hvor Maersk Ocean-divisionen kun er vokset 3 procent. Men Hapag-Lloyds måtte betale for væksten med faldende EBITDA-margin og ROIC, og overgår nu ikke længere Mærsk målt på disse vigtige nøgletal.
For det tredje: Mens i det store containerrederi, Ocean-divisionen, viste styrke i 1. kvartal, gav kvartalet stadig ikke noget klart bevis på potentialet i Sørens Skous store plan om at ekspandere indenfor landlogistik. Kunderne efterspørger samlede sø- og landtransportydelser, understreger Mærskchefen. Men Mærsk måtte i 1. kvartal konstatere omsætningsfald i de fleste logistikdiscipliner, bl.a. Intermodal og Inland Services.
EBITDA-marginen i hele Logistics & Services-divisionen ligger på 4,7 procent, mere end i 1. kvartal 2019, men ikke imponerende sammenlignet med 16,3 procent i den meget større Ocean-division – og 9,5 procent hos den store logistikrival DSV Panalpina. Der er stadig lang vej til målsætningen om, at logistik og service kan levere halvdelen af koncernens indtjening.
Økonomisk Ugebrev har før kvartalsmeddelelsen spurgt 18 analytikere om deres tiltro til Mærsks strategi med ekspansion indenfor landlogistik. Ingen havde en høj grad af tiltro, 13 havde i nogen grad tiltro, og fem havde ringe eller slet ingen tiltro til strategien.
Efter at have effektiviseret Ocean-divisionen og medvirket til at restrukturere hele den globale containerbranche, mangler Søren Skou stadig at overbevise afgørende om sin store plan om at skabe samlede sø- og landtransportløsninger.
Børskurs på analysetidspunktet 6436,00 AktieUgebrevets kursmål (6 mdr) 9442,00
Læs tidligere analyser af APM her. Password er abonnent email, og adgangskode kan hentes her .
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her