I en børsmeddelelse har Jyske Bank i dag opjusteret årsforventningen:
Ledelsen skriver:
Ændrede forventninger til resultat efter skati 2020
Som følge af et tilfredsstillende resultat i 2. kvartal understøttet af en gunstig udvikling på de finansielle markeder og en fortsat god kreditkvalitet ændres forventningerne til resultat efter skat til 1-1,5 mia. kr. mod tidligere 0,75-1,5 mia. kr. Forventningerne forudsætter stabile finansielle markeder og er eksklusiv poster af engangsomkostninger, der i 1. halvår beløb sig til 75 mio. kr.
I overensstemmelse med forventningerne udmeldt i selskabsmeddelelse den 9. juni udviser netto renteindtægter en stigende tendens i forhold til 1. kvartal 2020, og de underliggende omkostninger falder 4% ift. 1. halvår 2019. Koncernens hovedtal for 1. halvår 2020 er vedhæftet denne meddelelse. Delårsrapporten for 1. halvår offentliggøres i sin helhed som planlagt den 18. august 2020.
Kommentar: Selve basisindtjeningen holder flot stand, især baseret på lavere omkostninger.
Den store joker de kommende kvartaler bliver udviklingen i tabshensættelserne, hvor banken i Q2 muligvis har tæret på den store ekstra hensættelse på een mia. kr. i Q1. Efter udløb af statens hjælpepakker i løbet af august forventer mange, at der for alvor kommer gang i konkurserne. Det vil ramme bankerne på pengepungen.