GN løb med opmærksomheden, efter at selskabet og rivalen Demant i den forgangne uge udsendte deres halvårsmeddelelser: GN har trods et massivt resultatfald i Hearing-divisionen fået lanceret sig selv som fremtidsrettet. Men GN har også klaret sig langt bedre gennem viruskrisen end den amerikanske konkurrent Poly, skriver fagredaktør Morten A. Sørensen.
Det blev GN’s uge. En uventet stor fremgang i GN Audios salg af headsets og GN’s lancering af et nyt høreapparat, der betegnes som epokegørende, tog opmærksomheden fra rivalen Demant. GN er over det seneste år efterhånden helt løbet fra Demant, når det gælder de to koncerners markedsværdi.
Samtidig har GNs topchefer – Gitte Aabo fra GN Hearing og René Svendsen-Tune fra GN Audio – imidlertid skruet forventningerne op, både til det nye høreapparat og til den fortsatte salgsudvikling i GN Audio, der i andet kvartal helt er løbet fra vigtige internationale konkurrenter.
GN-aktien steg efter udsendelsen af halvårsmeddelelsen med 6 pct., mens Demant-aktien faldt 8 pct. Dermed er tendensen fra det seneste år fortsat: Over de seneste 12 måneder er hele GN-koncernens markedsværdi steget fra 43,1 til 61,8 mia. kr., mens Demants er faldet fra 49,5 til 44,6 mia. kr. De to rivaler har altså, hvad angår markedsværdi, byttet plads, efter at Demant i mange år har været den højest værdisatte af de to koncerner.
Demant hårdt eksponeret
Den stærke fremgang for GN-aktien er kommet, selvom både GN og Demant har været hårdt ramt i første halvår: Demants resultat før skat faldt fra 994 til 26 mio. kr. og GN’s fra 740 til 154 mio. kr.
Det forholdsvist bedre resultat i GN forklares af, at Demant er langt mere eksponeret mod en høreapparatbranche, der i de første seks måneder af 2020 har ligget hårdt underdrejet. Branchens kunder er typisk ældre mennesker, der på grund af corona har været meget tøvende med at gå til læge eller til detailhandelen for at få nye apparater.
Demants omsætning af høreapparater er organisk faldet 30 pct. GN Hearings er faldet hele 35 pct, og selskabet melder om et massivt underskud –en ebita-driftsmargin på minus 47 pct.
GN har imidlertid brugt halvårsmeddelelsen til at rette markedets fokus på sit nye høreapparat Resound One. Det skal give en markant forbedret brugeroplevelse, bl.a. ved at gøre det nemmere at retningsbestemme lyd. Resound One vil ifølge GN’s ledelse give GN Hearing et afgørende forspring for konkurrenterne.
GN har haft fordel af, at langt over halvdelen af koncernens omsætning i første halvår af 2020 lå i GN Audio, der producerer headsets. GN Audio har haft en organisk omsætningsfremgang på 29 pct. i første halvår og 33 pct. i andet kvartal, og GN Audios resultatfremgang har opvejet en væsentlig del af underskuddet i GN Hearing.
Salget af headsets nyder godt af, at mange har flyttet deres arbejdspladser hjem, og af at videokonferencer i vidt omfang har afløst fysiske møder.
GN Audio har klaret sig bedre end markedet ventede, og langt bedre end sin amerikanske konkurrent Poly (tidligere Plantronics). I perioden april-juni er Polys omsætning faldet 21 pct., mens GN Audios er steget 32 pct. En omsætning svarende til 2,2 mia. kr.
betyder, at Poly stadig er størst, men GN Audio er med en omsætning på 1944 mio. kr. ved at kunne sammenligne sig med sin store konkurrent
Alt i alt er GN-koncernens og Demants prognose for 2020 meget forsigtigt formulerede. Demant forventer omsætningsvækst på 15-20 pct. i andet halvår. GN Store Nord venter en positiv earnings per share for både andet halvår og for hele 2020.
Store krav til 2021-indtjening
Sydbanks analytiker regner med beskedne ændringer i de to koncerners omsætning i hele 2020, men forudser til gengæld kraftige stigninger – på omkring 18 pct. – i deres omsætning i 2021, hvor der også regnes med omkring en fordobling af deres ordinære resultater før skat. Det er forventningen til denne massive fremgang næste år, der er grundlaget for Sydbanks aktuelle købs-anbefaling for GN og hold-anbefaling for Demant.
Reuters opgør GN’s price/earnings til 41,6, målt over de seneste 12 måneder, og Demants til 56,4. Det er høje værdiansættelser, som forudsætter, at virksomhederne kan opvise en betydelig resultatstigning i de kommende kvartaler. Der ligger den aktuelle ledelsesudfordring for Gitte Aabo, René Svendsen-Tune og Søren Nielsen.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her