Nationalbanken bekymret for realkreditobligationers stilling i nyt lovforslag.
Banken er ifølge et høringssvar positivt indstillet over for et lovforslag fra Finanstilsynet, der implementerer et EU-direktiv om afvikling af finansielle virksomheder.
Men den har også en bekymring: ”Imidlertid viderefører forslaget de særlige danske regler, som afskærer myndighederne fra at kunne krisehåndtere realkreditinstitutter på samme ordnede vis som de systemiske danske banker.
Realkreditobligationer har en kritisk funktion i forbindelse med finansiering af fast ejendom. Dertil kommer, at realkreditobligationer udgør en betydelig del af kreditinstitutters likviditetsplaceringer.
Nationalbanken finder det derfor bekymrende, at afviklingsmyndighederne kan være tvunget til at lade realkreditobligationerne absorbere tab i en krisehåndteringssituation. Det indebærer en risiko for, at der opstår en generel mistillid til de danske realkreditobligationer og dermed smitte til resten af sektoren med finansiel ustabilitet til følge.”