Nærværende klummeskriver er kasserer i en lille ejerforening og fik i den kapacitet en opringning fra vores bank, som er Danske Bank, her i sommer. Bankdamen havde uddybende spørgsmål til det skema, vi havde udfyldt om vores aktiviteter. Hvad var f.eks. vores formål? Det var ikke nok at skrive, at det var at drive ejerforening, selv om sådannes aktiviteter er beskrevet i loven. Hun ville også vide, om vi kunne finde på at bruge kontanter igen? I forbindelse med arbejdsweekender og lignede har vi hævet små kontantbeløb til mad og drikke.
Foreninger, virksomheder og privatpersoner bliver jævnligt ulejliget med sådanne spørgsmål, der i forne tider hørte til under privatlivets fred. Der er ifølge Finans Danmark 4000 bankansatte beskæftiget med den slags. Det handler naturligvis om hvidvask. Ingen bank vil være den næste, der kommer ud i en shitstorm på den konto, og Danske Bank vil ikke igennem rumlen igen. Det forstår man godt. Men det er alligevel stærkt kritisabelt, at bankerne ikke har protesteret højlydt på deres kunders vegne.
Man kan have forskellige holdninger til, hvor stort et ansvar bankerne skal have for at tjekke kundernes transaktioner. Men intet menneske ved sit fulde fem kan bestride, at et eller andet i hvidvaskloven, administrationen af den eller begge dele i forening er kørt fuldstændig af sporet. Foruden det med de krænkede borgerrettigheder er den økonomiske regning større end ved det nye ”samfundsbidrag”. Og her er der ingen politikere, der hælder vand ud af ørerne, når bankerne sender regningen videre til kunderne, hvad de naturligvis i stort omfang gør.
Tidligere minister Søren Pind havde en god pointe, da han i en kommentar i Berlingske sidste lørdag kaldte det ”skændigt”, at bankerne har gjort det til fast praksis bare at lægge sig fladt ned, hver gang der er kritik – om end nok så populistisk – i luften. Derfor er det også spændende, at samme avis i denne uge har fået både Nordea-direktør Bjørn Bøje Jensen og Sydbanks CEO Karin Frøsig til at kritisere ”samfundsbidraget” fra et principielt synspunkt. Må flere banker fortsætte ad det spor. En virksomheds samfundsansvar handler ikke bare om at være god mod børn og dyr og at koble sig på de skiftende, populære modesager. Det handler også om at dele sin indsigt og analyser, selv om det engang imellem medfører en negativ modreaktion. Hvis ”samfundsbidraget” var det, der skulle til, for at bankerne levede op til denne del af deres samfundsansvar, så er pengene givet godt ud for kunderne – som naturligvis igen kommer til at betale.
Cancel culture i pensionssektoren
Topchefer, der deltager i kontroversielle debatter, er dog tilsyneladende ikke på mode blandt institutionelle investorer. Finans.dk skriver således, at norske Storebrand Asset Management, der også er aktive i Danmark, ekskluderer selskaber, der ”lobbyer mod klimaregulering”. Flere danske kapitalforvaltere gør noget tilsvarende. Lobbyisme kan i sig selv være fordækt, men det er ikke det, vi taler om her. Vi taler heller ikke om virksomheder, der gør noget forkert i forhold til investorernes ønsker. Vi taler om virksomheder, der tillader sig at udtrykke noget kontroversielt.
Dén slags bør medierne ikke skrive ukritisk om. Vi må tværtimod være de første til at gå op mod sådan cancel culture, hvor man i stedet for at modsige et synspunkt søger at ekskludere modparten fra den offentlige samtale. At emnet er vigtigt, som klimaet jo er, er ikke nogen god begrundelse for at censurere udsagn, man er uenig i. Det er omvendt. Jo større betydning emnet har, jo vigtigere er en fri og åben udveksling af synspunkter.
Medierne gør sig generelt skyldige i en stor forsømmelse på det felt. Hvor man jævnligt kan læse bekymringer om højreorienteredes fake news og hadtale på sociale medier, og almindelige danskeres moderate og snusfornuftige holdninger samme sted helt bliver negligeret, lader medierne sig villigt bruge som mikrofon for rabiate dagsordner inden for især klima- og identitetspolitik – som her, hvor Berlingske bærer ved til hetzen mod den amerikanske tv-vært Ellen DeGenres (bemærk den barnlige formulering om, hvad ”Twitter har afsløret”). Lad ikke den slags brede sig til erhvervsjournalistikken.
Sten Thorup Kristensen
