Matas er kommet godt igennem corona-krisen, og ligesom mange andre steder i samfundet er der skruet op for hastigheden af den digitale transformation. Man er væsentligt bedre forberedt til at kæmpe det næste store slag, når verdens største detailhandler melder sin ankomst.
1. kvartal af det nye regnskabsår dækker april til juni, og her leverede Matas en vækst på 8,1%, selvom salget i de fysiske butikker faldt med 9,2%. Det fortæller, at onlinesalget er gået rigtigt godt, og det fortæller naturligvis også historien om, at en del af butikkerne var nedlukket i april og starten af maj. Onlinesalget på matas.dk steg mere end 200%, mens salget fra Firtal steg med 152%.
For investorerne er det store spørgsmål, hvad det betyder for indtjeningen, at salget flyttes online? Indtil videre ikke ret meget, fristes man til at sige. Bruttofortjenesten faldt ganske marginalt fra 45% til 44,4%, selvom onlinesalget udgjorde ¼ af omsætningen, hvilket indikerer, at onlinesalget ikke udvander den samlede indtjening så meget, som man kunne have frygtet.
Det hører med til historien, at nogle omkostninger relateret til onlinesalget ligger længere nede i resultatopgørelsen, f.eks. som følge af stigende fragt og logistikomkostninger. Omvendt hører det også med til historien, at ledelsen på telefonkonferencen utvetydigt gav udtryk for, at indtjeningsmarginen fra online ville stige i takt med, at onlinesalget steg. Hertil blev tilføjet, at det nye lager endnu ikke er fuldt indkørt og under corona har driften ikke været optimal og effektiviseret, da fokus har været på sikkerhed og på at give kunderne en god oplevelse.
At der er succes online er utvivlsomt, og det er også ud til, at man har fået endnu bedre styr på sit brand. F.eks. er Matas nu det næststærkeste brand i Danmark ifølge en YouGov måling og nr. 1 indenfor sundhed og skønhed.
Amazon lurer i kulissen
Den umiddelbart største risiko i horisonten er, hvad et muligt amazon.com indtog i Danmark vil betyde. De har meldt sig på vej til Sverige, men uden en kendt lanceringsdato. At Danmark nok følger derefter er sandsynligt. Hvad det konkret vil betyde for Matas er det helt store spørgsmål.
Man behøver blot at gå en håndfuld år tilbage for at se, hvad der skete sidst Matas blev udfordret på dele af sin forretning, da Normal gik i luften, og man ikke tog truslen herfra seriøst til at starte med.
Så galt tror vi ikke, at det går denne gang, da Matas synes at være betydeligt bedre forberedt – og ikke mindst pga. corona har fået et betydeligt boost i sin onlineforretning. Den har virkelig sat fart på transformationen over mod en komplet forretning med stor både fysisk og online tilstedeværelse.
Vi løftede sidst vores kursmål til 80, og efter den gode udvikling i kvartalet ser vi stadig en fortsat positiv udvikling i investorfortællingen om Matas, og på den baggrund tøver vi ikke med at løfte kursmålet en smule mere til 90.
Ser vi fremad, er der i konsensusestimaterne til gengæld ikke megen tiltro til fortsat vækst. Vi tror ikke det går så galt, og med udsigten til et par pæne kvartaler, er det næppe utænkeligt, at der ligger et løft af konsensusestimaterne forude.
Price/Earning ligger aktuelt omkring 11-12 for de kommende år og med konturerne af en succesfuld onlinetransformation ser det unægtelig lavt ud – i hvert fald indtil vi får større viden om Amazons succes i Norden.
Børskurs på analysetidspunktet: 71,00
Kursmål (seks måneder) 90,00
Læs tidligere analyser af Matas her. Password er abonnent email, og adgangskode kan hentes her .
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.