Siden vores Genmab-analyse i efteråret 2019 er der sket markante fremskridt, og især blandt udviklingsprogrammerne begynder vi nu at se nogle af de forventede resultater. Det styrker investorernes tro på, at Genmab kan levere blockbustere på samlebånd, og derved tage det store spring fra biotech-selskab til biopharma-selskab.
Vedvarende kursstigninger bekræfter, at Genmabs langsigtede fremtidsperspektiver fremstår fundamentalt styrket efter mega-aftalen med Abb-Vie. Med en aktiekurs, der konstant synes at søge mod nye højder, forekommer det, at der nu tildeles mere bredt funderet værdi til Genmabs udviklingspipeline og teknologiplatformene.
Vi vurderer samtidig, at en lang række positive hændelser på det seneste har været med til at forme en ny aura om Genmab. Mens selskabet indtil for kort tid siden skulle bevise, at skabelsen af Darzalex ikke blot var held, synes der nu at herske en stigende tro på, at ledelsen nærmest kan gå på vandet.
Genoplivningen af ofatumumab som det netop godkendte Kesimpta samt den fænomenale transformering og lancering af teprotumumab som Tepezza giver sammen med rygvinden fra den positive analytikerdækning, der er fulgt i kølvandet på den amerikanske NASDAQ-notering, forhåbninger om skabelse af blockbuster-medicin på samlebånd.
Vi vælger at hæve værdien af den tidlige pipeline fra 75 kr. til 400 kr, og det kan forekomme at være en meget voldsom værdistigning. Men vi mener, at den er helt i tråd med den nye aura, der knytter sig til Genmab. Herudover er vi meget trygge ved, at forøgelsen vil ses retfærdiggjort, efterhånden som de enkelte programmer udskilles og værdiansættes separat, i takt med at data foreligger henover det næste års tid.
Darzalex får godkendelser på stribe
AbbVie er i vores øjne den perfekte partner, og vi er derfor begejstrede for den brede samarbejdsaftale, der blandt andet også omfatter DuoHexaBody CD37 og DuoBody CD4x5T4.
Samarbejdet med AbbVie kan få stor betydning som en modvægt overfor den dominans, som Johnson & Johnson har haft i kraft af den store Darzalex-succes. Vi ser øget værdi fra Darzalex oven på positive ANDROMEDA-data, der får os til at øge lanceringssandsynligheden i Amyloidose til 100%. Vi hæver samtidig topsalgsforventningen med 200 mio. USD, idet vi finder data for sygdomsindikationen meget overbevisende.
Godkendelsen på baggrund af CANDOR-studiet, der kombinerer Darzalex med Krypolis, anser vi desuden for enormt vigtig. Det bliver nemlig på den baggrund sværere for Sanofi at skabe en markedsposition for Sarclisa (isatuximab), der ellers er den eneste konkurrerende CD38-behandling.
24% af alle knoglemarvskræftspatienter i USA får nu Darzalex. I det store førstelinjebehandlingsregime får kun 9% af patienterne aktuelt Darzalex, mens 14% af alle ny-diagnosticerede får midlet. Der er med andre ord vækstmuligheder, som ser ud til at blive forløst i nær fremtid, efterhånden som de nydiagnosticerede over tid indgår med større vægt i førstelinjebehandlingsregimet.
Nyt kursmål
Genmab fremstår som en organisatorisk maskine, der er i stand til at skabe blockbuster-medicin på samlebånd, og det endda på trods af, at flere spændende aspekter af casen mangler at blive berørt.
Eksempelvis viste data i slutningen af juni, at tisotumab vedotin i innovaTV204-studiet har en hidtil uset høj effekt i senstadie livmoderhalskræft. Med erfaringer fra enfortumab vedotin (PADCEV) som forbillede er doseringsfrekvensen for tisotumab vedotin efterfølgende øget fra hver tredje uge til ugentligt.
Ifølge Genmab bør det ikke give flere bivirkninger, men altså måske øge effekten, der ellers allerede må formodes at være stærk nok til at opnå en FDA-godkendelse.
Genmab har otte aktive proprietære kliniske udviklingsprogrammer (defineret ved mindst 50% ejerskab), og i alt er 21 produktkandidater skabt af Genmab under klinisk udvikling. Det er dermed svært at berøre alle elementer af casen.
Opdateringerne i denne analyse indfanger dog det mest relevante, og uberørte forhold omkring eksempelvis enapotumab vedotin (AXL) eller DR5/DR5 (HexaBody) rykker under alle omstændigheder ikke væsentligt på hverken værdiansættelse eller konklusion.
David Mygind
DM og/eller dennes nærtstående ejer aktier i Genmab
Børskurs på analysetidspunktet 2375,00
Kursmål (tolv måneder) 501,80
Læs analyser af Zealand Pharma her. Password er abonnent email, og adgangskode kan hentes her .
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her