Vi springer direkte ud i det, og bringer ugens citat i dansk presse, sagt af Dorrit Hansen fra København til DR: ”Jeg synes, det er nemt nok at forstå reglerne, men at følge dem er ret besværligt. Især hvis vi kun må se ti personer. Det lyder helt vildt, og det kan man jo ikke. Jeg har ikke lyst til at leve på den måde. Så vil jeg hellere dø af corona.”
Det kan umiddelbart lyde overgearet. Men det indeholder en dyb sandhed. I vores rige og trygge samfund glemmer vi det nemt, men det ligger dybt i mennesker at løbe store risici for at nå, hvad man vil, eller bare for chancen for at få et godt liv. Migrationsbølger er f.eks. altid kommet med stor dødsrisiko, og folk har meldt sig frivilligt til krige. Når en epidemi bryder ud, tilsiger instinktet at gemme sig for den.
Men et andet instinkt gør altså, at man ikke gemmer sig i ret lang tid, med alle de menneskelige og økonomiske omkostninger, der er ved det – specielt når dødeligheden synes at være noget mindre, end man gik ud fra i starten, bl.a. fordi der i mellemtiden er udviklet velfungerende medicin.
Berlingske er også inde på det med historien om Helene Kreutzmann, der som gigtpatient er i en højrisikogruppe, og som derfor ikke har været i tæt kontakt med nogen i nu et halvt år. Nu er hun ved at udvikle psykiske skader på grund af isolationen.
Flere medier har skrevet om det kritisable i de skrabede og sjuskede hjælpepakker til de brancher, der er ramt af de nye restriktioner.
Den slags har regeringen haft hele sommeren til at forberede, men nu virker det som om, det kommer som en stor overraskelse, at smitten ville sprede sig igen her i efteråret. Men regeringen har mistet grebet om coronaen på et dybere plan. Det er Dorrit Hansen og Helene Kreutzmann, regeringen ikke forstår. Den beder befolkningen holde ud og opretholde forsigtigheden, men den siger ikke hvorfor – hvad vi venter på.
I modsætning til de norske myndigheder vil den f.eks. ikke lægge en plan for udrulning af vacciner, som beskrevet af TV2. Fra dansk side siges ikke meget andet om vacciner, end at de ikke frigives, før de er testet i alle leder og kanter. Men det giver ingen mening, at man sætter resten af samfundet på den anden ende, mens netop godkendelse af vacciner skal følge sædvanlige bureaukratiske regler for at minimere enhver risiko.
Der er altså ikke noget at sige til, at befolkningen bliver mere og mere skeptisk over for regeringens og sundhedsmyndighedernes anvisninger. Og det gør de – det er det DR’s historie, hvor Dorrit Hansen udtaler sig, handler om.
Et eksempel på tvetydig kommunikation kom, da seruminstituttet anbefalede folk at holde sig til små sociale bobler, hvorefter Sundhedsstyrelsen vendte ryggen til anbefalingen. Vanligvis regeringstro DR glemmer at nævne, at Mette Frederiksen på pressemødet bidrog til forvirringen ved at anbefale de sociale bobler, og dermed underkendte den styrelse, hvis råd hun ellers hårdnakket hævder at følge.
What women want
DR kører stadig ud med kameraet, når tv-stationen skal høre folkets mening. Men det er sådan set ikke nødvendigt mere. Ved et hurtigt kig på de sociale medier kan man få et godt overblik over hvilke synspunkter, der findes derude, og ud af dette er da også vokset en ny journalistisk genre. Det er dog mest halvrabiate synspunkter fra den klima- og identitetspolitiske venstrefløj, der bliver ophøjet ved hjælp af citater fra ukendte mennesker på facebook og især twitter. Det er en skam, for der er meget andet godt derude.
I den forgangne uge var mediernes reaktion på Inger Støjbergs udmelding om medieverdenens Me Too f.eks. at finde andre Venstre-kvinder, der var uenige med hende. Et kig på Støjbergs egen facebookvæg, eller på mediernes opslag om emnet, havde givet en anden interessant information: Nemlig at rigtigt mange kvinder i denne sag bakker op om Venstres fungerende forkvinde.
Men medierne er tilsyneladende gået ind i deres egen sociale boble. Den må de komme ud af. Skal der laves ændringer i regelsæt på arbejdspladserne, eller bare i normerne, er det ikke bare et snævert segment af kvinder i mediebranchen, der skal høres. Det er også alle andre, mænd og kvinder, i alle brancher.
Apropos må vi huske at rose fagbladet Journalisten for at stille det spørgsmål, vi efterlyste i sidste uge – nemlig hvor fagforeninger og tillidsmænd har været henne, mens sexchikanen angiveligt har floreret, selv om der i flere årtier har været lempelige krav til bevisførelse på området. Svaret fra fire adspurgte kvinder i branchen lyder, at kulturen ikke tilsagde at gå til tillidsmanden. Det fremgår, at de heller ikke har sat sig meget ind i, hvad denne institution kan gøre, blandt andet i sager om sexchikane. Nye spørgsmål trænger sig på.
Sten Thorup Kristensen
