”Hvor er det dog uklædeligt at høre både bankdirektører og topfolk fra pensionssektoren hyle over at en del af regningen for, at Arne kan gå på pension, lander i deres selskaber. De glemmer, at de igennem de sidste mange år, med politikernes og statens direkte eller indirekte hjælp, har fået lov til at flå Arne for langt større beløb, end de nu står til at skulle spæde til med.”
Sådan lyder starten på en kommentar, skrevet af tidligere finansjournalist og børsmægler Martin Bundgaard, der i dag arbejder med at udvikle ejendomme. Og han fortsætter:
”Den finansielle sektor og staten har altid levet i en slags symbiose. Gensidigt afhængige af hinanden har de hjulpet hinanden, f.eks. var det samfundsmæssigt efficient, at staten var klar med bankpakker, da alternativet havde været et fuldstændigt kollaps i det finansielle system.
Det er en velkendt historie. Men den rammer hele den aktuelle situation ind: Den finansielle sektor gives nogle gange kunstigt åndedræt, ud fra devisen – hellere det, end at vi alle drukner. Men udover bankpakkerne har den finansielle sektor adskillige gange fået myndighedernes direkte eller indirekte accept til at tage fusen på deres kunder – på Arne.
De garanterede pensioner
Lad os starte med pensionssektoren. For 20-30 år siden blev langt de fleste pensioner til almindelige danske lønmodtagere solgt med en rentegaranti. Med et renteniveau på op imod 6 til 8 pct. var det tilsyneladende risikofrit at garantere 3 eller 4 pct. Dengang havde nærmest ingen forestillet sig, at renten kunne falde så meget, som det er tilfældet.
Men da rentefaldet tog til for 10-15 år siden, begyndte de regnekyndige aktuarer at forudsige, at pensionsselskaberne reelt kunne blive teknisk insolvente. Med 30-40 årlige forpligtigelser med garanterede årlige afkast på 3-4 pct. stod en række af landets største selskaber og så henimod en konkurs, hvis ikke man fandt en løsning.
Hvordan fik man så løst det problem? Svar: En blanding af pisk og gulerod. Guleroden først. Til at starte med forsøgte selskaberne at lokke deres kunder ud af deres garanterede produkter.
Når der havde været et godt aktieår med afkast på 15-20 pct., fik kunderne et brev, hvor det blev beskrevet, at det var meget bedre at få et markedsafkast på aktiemarkedet end at have pengene stående med rentegaranti til 3-4 pct. Pinagtig ringe rådgivning var det, og brevene og tilbuddet var da også reelt udelukkende hjælp til selvhjælp.
Så lukrativt var det for pensionsselskaberne at få kunderne ud af de garanterede produkter, at kunderne ovenikøbet blev betalt for det. Men for lidt. Den bonus, de modtog, svarede på ingen måde til det værditab, kunderne (og Arne) reelt fik.
Men guleroden var ikke tilstrækkelig til at undgå et nyt finansieret kollaps. Efterfølgende hævdede pensionssektoren, at ordet garanti ikke betød garanti, når det kom til stykket. Domstolene accepterede, at den årlige 3 pct. garanti, blev omfortolket til, at den var en gennemsnitsgaranti.
Unægtelig en forskel for kunderne – og for selskaberne, som på den måde fik statens opbakning til at levere Arne noget andet end oprindeligt lovet.
Køb af administrationsselskaber
Et andet åbenlyst “tyveri”, hvor offeret har været Arne, er bankernes køb af ”deres” investeringsforeningers administrationsselskaber. Oprindeligt blev Nordea Invest, Danske Invest og andre stiftet med egne selvstændige administrationsselskaber, som fik retten til at investere og forvalte kundernes penge. Altså selskaber ejet af de investorer, der skød penge ind i foreningerne.
Investeringsforeningerne blev med årene en kæmpe succes, hvilket betød, at administrationsselskaberne blev milliarder af kroner værd. Problemet for kunderne i investeringsforeningerne er imidlertid, at de mange dejlige milliarder gik deres næse forbi. Bankerne begyndte én for én at handle selskaberne ud af investeringsforeninger over i deres eget ejerskab.
Nordea Invest solgte til Nordea, Danske Invest til Danske Bank og Jyske Invest til Jyske Bank.
I stedet for at udbyde aktierne til at administrere investeringsforeninger på det frie marked, blev de i ly af mørket lusket over til bankerne til alt for lave priser. Godt nok fik bankerne udarbejdet nogle “cover their ass”-erklæringer fra revisorer og lignende, som hævdede, at selskaberne var handlet til “fair” markedspriser, men de prospekter og de erklæringer tåler med garanti ikke en nøjere granskning.
Derfor, banker og pensionssektor, stik piben ind og betal til Arne. Ikke fordi det er rimeligt, men fordi I gang på gang i historien har fået lov til at tage røven på særligt jeres mindre kunder. Det er med andre ord pay-back time.
