Kommentarerne til C25-aktierne er primært baseret på teknisk analyse med en tidshorisont på 2-3 uger og ikke dybdegående fundamentalanalyser. Købs- og salgsanbefalingerne er kun vejledende.
A. P. Møller – Mærsk A – Hold Aktuel kurs: 6125,00
A. P. Møller – Mærsk A følger stort set selskabets B-aktie, og giver derfor ikke anledning til en selvstændig analyse.
A. P. Møller – Mærsk B – Hold Aktuel kurs: 6600,00
APM ramte modstandslinjen ved 6900 i denne uge, og resultatet blev et kursfald. Dog ikke af dramatisk karakter, men den forsigtige investor holder sig på afstand, indtil denne grænse er passeret.
Ambu – Køb Aktuel kurs: 210,00
Ambu blev ugens mest faldende aktie med et kursfald på 8,9%, men det skal ses i lyset af en fordoblet kurs fra midten af marts til midten af april. Der kan meget vel være tale om en naturlig korrektion.
Carlsberg B – Hold Aktuel kurs: 845,40
Carlsberg angriber nu både modstandslinjen ved 845 og 60 dages glidende gennemsnit i 838. En stigning forbi den seneste top i 859 kan benyttes som et købssignal.
Chr. Hansen – Hold Aktuel kurs: 596,80
Chr. Hansen har standset sin lodrette stigning, og har på kort sigt etableret sig på niveauet 590-600. En genoptagelse af stigningen forbi kurs 600 vil udløse en købsanbefaling.
Coloplast – Køb Aktuel kurs: 1073,00
Coloplast fastholder en styrke mellem 60 og 70 på RSI14-barometeret, og set i det lys er den svagt sivende kurs i denne uge ikke noget alarmsignal. Vi fastholder købsanbefalingen.
Danske Bank – Hold Aktuel kurs: 77,50
Danske Bank brød ud af intervallet 70-76 med stor styrke, men det efterfølgende kursfald skete under en lige så høj omsætning. Det skaber usikkerhed, så vi nøjes med en Hold-anbefaling.
Demant – Sælg Aktuel kurs: 158,40
Demant har etableret en dobbelt-top ved kurs 169, og omsætningen under onsdagens kursfald var den højeste siden oktober 2019. Det trækker i retning af yderligere kursfald.
DSV – Hold Aktuel kurs: 668,40
DSV faldt næsten fem procent fredag, men kursen holder sig over 60 dages glidende gennemsnit i 660. Så længe det er tilfældet, er det for tidligt at sælge aktien.
FLSmidth – Hold Aktuel kurs: 172,00
FLSmidth hører til gruppen af aktier, som sluttede ugen dårligt. Men det skete i forlængelse af en lodret stigning fra kurs 141, så indtil videre betragter vi det som en naturlig korrektion.
Genmab – Hold Aktuel kurs: 1671,50
Genmab gik mod strømmen fredag og steg 2,1% i et negativt marked. Men kursen nærmer sig nu toppen i 1705 fra februar, og den forsigtige investor afventer en stigning forbi den grænse før et køb.
GN Store Nord – Sælg Aktuel kurs: 296,90
GN Store Nord fulgte konkurrenten Demant nedad under en meget høj omsætning. Det ligner et stærkt negativt budskab fra investorerne til producenterne af høreapparater.
H. Lundbeck – Hold Aktuel kurs: 240,00
Lundbeck er faldet tilbage på den forkerte side af modstandslinjen ved kurs 245, men faldet er endnu ikke særlig stort. Følg aktien fra sidelinjen, indtil kurs 250 er passeret.
ISS – Hold Aktuel kurs: 100,35
ISS er to gange mislykkedes med at komme forbi kurs 105, og den har nu overtaget Pandoras rolle som mest shorthandlede aktie. Indtil videre siger vi Hold, men anbefalingen hænger i en tynd tråd.
Jyske Bank – Hold Aktuel kurs: 176,25
Jyske Bank havde en rigtig god uge, men stigningen skete fra bundniveauet ved kurs 153, og det er derfor alt for tidligt at tillægge den større værdi. Vi siger indtil videre Hold.
Novo Nordisk B – Køb Aktuel kurs: 431,40
Novo Nordisks fald fra toppen ved kurs 448 ændrer ikke købsanbefalingen. Den forudgående stigning har været massiv, og alt andet end en korrektion ville være unaturligt.
Novozymes B – Køb Aktuel kurs: 342,30
Novozymes var en af de få stigende aktier fredag, og en stigning på 2,6% sendte kursen op på det højeste niveau siden starten af marts. Dermed løftes aktien til en købsanbefaling.
Pandora – Hold Aktuel kurs: 239,00
Pandora arbejder sig stadig opad, og det sker samtidig med, at shorthandlerne gradvist trækker sig ud af aktien. Vi vil dog godt se kursen passere 250, før vi overvejer en købsanbefaling.
Rockwool – Hold Aktuel kurs: 1397,00
Rockwool passerede kortvarigt både modstandslinjen ved kurs 1395 og 60 dages glidende gennemsnit i 1402 i denne uge. Hvis kursfaldet standser her, hæver vi anbefalingen til Køb.
Royal Unibrew – Hold Aktuel kurs: 519,60
Royal Unibrew satte en ny top lige under modstandslinjen ved kurs 535 og 60 dages glidende gennemsnit i 529. Et brud på disse to grænser vil ændre anbefalingen til Køb.
SimCorp – Hold Aktuel kurs: 629,00
SimCorp har fulgt mange andre aktiers model og genvundet en væsentlig del af tabet fra februar/ marts. Men nu skal kursen forbi modstanden ved 645, og indtil da nøjes vi med en Holdanbefaling.
Topdanmark – Sælg Aktuel kurs: 271,00
Topdanmark fortsætter sin nedadgående bevægelse, som sker lige under et faldende 60 dages glidende gennemsnit. Dermed pådrager aktien sig en af ugens få salgsanbefalinger.
Tryg – Sælg Aktuel kurs: 180,00
Trygs kurs følger stort set samme negative spor som konkurrenten Topdanmark, og dermed er der sandsynligvis mere tale om en brancheeffekt, end en negativ vurdering af den konkrete aktie.
Vestas Wind Systems – Hold Aktuel kurs: 582,60
Vestas’ andet forsøg på at komme forbi modstanden ved kurs 595 mislykkedes også, og konsekvensen kan blive et udsalg i aktien. I så fald ligger næste støtte ved kurs 535.
Ørsted – Hold Aktuel kurs: 685,00
Ørsteds fald efter den nye kurstop i 716 ligger stadig over støttelinjen ved 680. Et fald under den grænse vil imidlertid ændre forudsætningerne for den aktuelle Hold-anbefaling.
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her