Den traditionsrige boghandlerkæde blev erklæret konkurs den 27. april, efter to regnskabsår med underskud på 20 mio. kr. Coronakrisen kostede kæden livet, fordi forretningsmodellen var utidssvarende og skrøbelig, og det var rettidig omhu fra ejerfamilien at lukke, uden at poste endnu flere millioner ind. For det havde ejerne nemlig råd til, skriver chefredaktør Morten W. Langer i denne kommentar.
På mange måder er den meget medieomtalte konkurs i Arnold Busck blot en eksponent på, hvad vi vil opleve i en stor del af dansk erhvervsliv de kommende måneder: Virksomheder med svage forretningsmodeller, som ikke er tilpassede den nye digitale verden, har måske overlevet indtil nu på grund af gode økonomiske konjunkturer og en god kapitalbuffer.
Men hvor længe skal man holde fast i en forretningsmodel, som ikke er levedygtig i længden, og hvor mange gode kroner skal man kaste efter skrantende eller nødlidende virksomheder?
RETTIDIG OMHU
I tilfældet Arnold Busck har ejeren givetvis kapital til at holde hånden under boghandlerkæden et godt stykke tid endnu. Men udsigten til en måske permanent dårlig forretning kan have været den overvejelse, som fik ejerne til at sige stop.
Vi synes, det er rettidig omhu, at ejerne har gjort, som de gjorde, og der vil komme en flodbølge af lignende konkurser de kommende måneder, når ejerne erkender, at det måske er det bedste i den aktuelle situation.
Arnold Busck A/S ejes af familien Fensvig via ejendomsselskabet Neptun Ejendomme. I det seneste regnskab, som går frem til april 2019, var der et driftsunderskud på 17 mio. kr. og en bogført egenkapital på 28 mio. kr., efter at der var trukket udbytte til ejerne på 19 mio. kr. i tidligere år.
Ifølge regnskabet er der for bankgæld stillet virksomhedspant i selskabets aktiver og fordringer, og varebeholdningen, især bøger, var bogført til 56 mio. kr. Altså en likviditetsmæssig meget anstrengt situation allerede sidste år. Den økonomiske situation var altså allerede før coronakrisen meget ringe.
Men faktisk havde Neptun Ejendomme penge til at hjælpe. Det ejer to større profilejendomme på Købmagergade i København på i alt 3600 kvm. bolig og erhverv, hvor boghandlerkæden lejer sig ind. Moderselskabet havde sidste år ejendomme for 196 mio. kr. og en bogført egenkapital på 73 mio. kr., hvoraf ejerandelen i Arnold Busck udgør 29 mio. kr. Moderselskabet dækker også datterselskabets bankgæld på 28 mio. kr., hvis det ikke selv kan dække lånet ved boopgørelsen.
Bundlinjen er dog, at Neptun Ejendomme fortsat er i almindelig drift og altså ikke erklæret konkurs. Men familien kunne godt have kørt den derud, hvor kreditorerne også havde sat sig på ejendomsselskabet.
Arnold Busck-casen er interessant, fordi alle andre virksomhedsejere, og især staten, skal gøre sig samme overvejelse i disse måneder: Hvor lang tid giver det mening at holde gang i en underskudsgivende forretning, hvis den i forvejen var svag eller nødlidende? Hvor længe skal staten holde gang i rejsebureauer og flyselskaber, hvor kapacitetsbehovet sikkert falder i en del år fremad på grund af ændret kundeadfærd?
NYE MULIGHEDER
Så coronakrisen giver også nogle nye muligheder til at lukke urentable forretninger – eller endnu bedre, at skabe stærkere og større nye enheder ved at fusionere forretninger, som i dag ikke har stordriften, ledelseskraften og det, der ellers skal til at for at drive en rentetabel forretning i det fremtidige vanskeligere forretningsmiljø.
Her kan bankerne – og staten – komme til at spille en afgørende rolle. Den omfattende debat om, at bankerne skal hjælpe erhvervslivets nødlidende virksomheder, er sværere end som så. Heller ikke her vil det give mening at hjælpe de virksomheder, som ikke har gode langsigtede overlevelsesmuligheder.
Det vil heller ikke give mening, at staten fortsætter meget længere med at holde hånden under erhvervslivet: De store kapitalstærke virksomheder, som indtil videre også er omfattet af hjælpepakkerne, må stå på egen ben.
De mellemstore og mindre virksomheder med eksport er virkelig en gruppe, som staten bør passe på og give ekstra lang snor. Det er dem, vi skal leve af på langt sigt, og som skal skabe nye arbejdspladser og sikre vores velfærd.
De små servicevirksomheder skal hurtigst muligt åbne igen, og så må kundeadfærden afgøre, hvem der kan overleve.
