Efter Matas’ årsregnskab i denne uge står det klart, at man er kommet godt igennem regnskabsåret. Særligt interessant er det, at den nye strategi ser ud til at virke, også selvom Corona påvirkede regnskabsårets sidste uger i marts.
Mest bemærkelsesværdigt er det, at man er kommet særdeles godt igennem Corona, som gav et boost til matas.dk. Allerede fra starten af april og frem lå den samlede omsætning i Matas højere (indeks 107) end i samme periode sidste år. Dette til trods for, at nogle butikker var lukket, og Danmark i stor stil stadig var lukket ned i dele af perioden. Det er dog vigtigt at nævne, at man i takt med genåbningen har set, at kunderne vender tilbage til butikkerne. Eller sagt med andre ord, så er kunderne stadig interesseret i at komme i butikkerne, hvilket bekræfter vigtigheden af Matas’ omnichannel-strategi, hvor man kombinerer fysisk og onlinetilstedeværelse.
Det er sjældent, at vi direkte anbefaler, at man ser slides igennem fra årsregnskabspræsentationen, men vi vil gøre denne gang. Der er nemlig en håndfuld interessante slides , som belyser, hvordan man er kommet igennem Corona-krisens første tid, og hvordan det går med implementeringen af den nye strategi for onlinedelen, men især også på opgraderingen af det fysiske butiksnetværk.
Eksempelvis er det meget interessant på slide 31 at notere, at Matas i mellemstore byer har set en omsætningsfremgang på 14% ved at slå to butikker sammen i én nyindrettet butik med en bedre placering.
I regnskabet afslørede Matas.dk for første gang, hvordan indtjeningen for online-forretningen ser ud. Der blev i regnskabsåret realiseret en EBITDA-margin på 10%, og CEO understregede på telefonkonferencen, at man vil have vedvarende omkostningsmæssige fordele i forhold til rene onlinebutikker.
Matas.dk var i 2019 den 5. mest benyttede af alle webshops i Danmark. Det skal ses i forhold til en position som nr. 20 i 2017 og nr. 15 i 2018. Det er nok det klareste tegn på den succes, man har opnået med Matas.dk, og selvfølgelig også et resultat af de investeringer, der er foretaget i onlineforretningen.
Online udgjorde i 4. kvartal 19,3% af omsætningen og 14,7% for hele regnskabsåret. Yderligere omsætning vil være en af flere drivere, der kan løfte online-marginen til 14% over tid i strategiperioden frem til 2023.
Usikkerhed om nyt regnskabsår
Matas giver ikke guidance for det nye regnskabsår, hvilket understreger, at usikkerheden stadig er stor, og at man ikke skal glemme det midt i euforien over, hvor godt det egentlig er gået henover Corona. Usikkerheden går i Matas’ vurdering især på risikoen for recession, stigende onlinekonkurrence og en mulig 2. bølge af Corona-pandemien. Aktien har tidligere været en ”udbyttecase”, og alene det faktum, at aktiekursen er uberørt af det suspenderede udbytte, må også ses som et tegn på, at investorkredsen er skiftet, og investorerne er begyndt at se anderledes på Matas – selvom aflyst udbytte i dag snarere er reglen end undtagelsen. Den nye strategi ser ud til at virke, og det kan på sigt sætte aktien og forretningen i et helt andet lys. Vi spurgte for et år siden om investorfortællingen om Matas er ved at skifte. Det er fortsat vores indtryk, at svaret herpå er ja, og vi tøver på den baggrund ikke med at fastholde kursmålet på 80.
60,00 AktieUgebrevets kursmål (6 mdr) 80,00
Læs tidligere analyser af Matas her. Password er abonnent email, og adgangskode kan hentes her .
Vær et skridt foran
Få unik indsigt i de vigtigste erhvervsbegivenheder og dybdegående analyser, så du som investor, rådgiver og topleder kan handle proaktivt og kapitalisere på ændringer.
- Vi filtrerer støjen fra den daglige nyhedscyklus og analyserer de mest betydningsfulde tendenser.
- Du får dybdegående og faktatjekket journalistik om vigtige erhvervsbegivenheder lige nu.
- Adgang til alle artikler på ugebrev.dk.
399,-
pr. måned
Allerede abonnent? Log ind her