Hvilke af landets største erhvervsvirksomheder har gennem de seneste tre år været bedst til at nedbringe de finansielle nettoomkostninger? Vi forsøger at besvare spørgsmålet i denne opgørelse, hvor resultaterne dog skal tolkes med forbehold, fordi mange selskaber ikke oplyser fyldestgørende i regnskaberne om dette forhold. Vi kan dog konkludere, at der i de 60 selskaber, der indgår i kortlægningen, er sket en reduktion af den effektive lånerente med knap en halv procent de seneste år, svarende til en årlig besparelse på 2 mia. kroner.
Opgørelsen viser også, at selskaberne over en bred kam har opnået mere gunstige rentevilkår, hvilket er i god overensstemmelse med lavere korte lånerenter i bankerne, blandt andet på grund af skærpet priskonkurrence og på grund af udstedelse af erhvervsobligationer med lav effektiv rente. Flere af de store erhvervsvirksomheder har over de seneste år formået af skaffe sig ekstremt lave lånerenter på den nettorentebærende gæld. Eksempelvis Leo Pharma betaler en effektiv lånerente på 0,8 procent af en nettogæld på over 4 mia. kr. Lånerenten er halveret på to år. Andre virksomheder med meget lave lånerenter er William Demant, GN Store Nord, Danfoss og FLSmidth, der alle betaler en effektiv rente lige over 2 procent.