Dansk Erhverv: Dankortets eksistens er truet. I et høringssvar skriver erhvervsorganisationen, at ” Regulering af Dankort Detailhandlen har behov for et sikkert, udbredt og ikke mindst billigt betalingsmiddel.
I dag er det for den brede detailhandel i det væsentligste Dankort, der lever op til disse kriterier. Dankort har været danskernes og detailhandlens foretrukne betalingskort siden lanceringen i 1983. Dankort er imidlertid under pres.
De dyre internationale kort, særligt Visa og MasterCard, tager markedsandele fra Dankort, godt hjulpet på vej af ApplePay og forbuddet mod surcharge.
Dankort har nu ca. 65 procent af transaktionerne i POS, og oplevede i 2019 for første gang i kortets historie en negativ vækst – og dette på trods af, at markedet er i positiv vækst. Dankorts hidtil fastlåste prisstruktur har gjort, at det for en række betalingsmodtagere har været mere attraktivt at vælge en international indløsningsaftale fremfor Dankort.”
Videre hedder det: ”Det har særligt været gældende for forretninger med mange og små transaktioner. Samtidig har forretninger med mange høje transaktionsbeløb haft attraktive priser på indløsning af Dankort.
Hvis Dankort skal fastholdes som et billigt, sikkert og udbredt betalingsmiddel i Danmark er der behov for at sikre, at Dankort er konkurrencedygtigt for alle betalingsmodtagere.
Det er vigtigt at holde sig for øje, at hvis Dankort forvinder, så forvinder kortet ikke alene i fysisk handel, men også ved nethandel, hvorfor en negativ afledt konsekvens af den faldende andel transaktioner i POS derfor også vil ramme e-handlen negativt.
Strukturen af den prismodel der i dag følger af lov om betalinger, hvorefter der alene kan afregnes via en abonnementsordning, betyder at visse forretninger med lave gennemsnitsbeløb betaler en relativt høj pris pr. transaktion, hvorimod forretninger med høje gennemsnitsbeløb betaler en relativt lav pris pr. transaktioner, sammenlignet med alternativer. ”