Med et salg af andelen på 50 pct. i Ørsted kan staten aktuelt rejse over 200 mia. kr., der kan investeres i storstilede grønne satsninger. Staten bør sælge, efter at Ørsted nu har afsluttet sin transformation til en globalt fokuseret virksomhed, og efter at kursstigninger over det seneste år har øget Ørsteds samlede værdi med over 80 mia. kr., skriver fagredaktør Morten A. Sørensen i denne kommentar.
Staten bør sælge sin andel af Ørsted. En afhændelse af statens ejerandel på 50 pct. af energiselskabet er i dag endnu mere oplagt, end da organisationen Dansk Erhverv for et år siden luftede tanken – der per rygmarvsreaktion blev afvist af flere politiske partier.
Et salg trænger sig nu endnu mere på, af flere grunde: For det første er transformationen af selskabet afsluttet. Det understregede Ørsteds ledelse ved fremlæggelsen af koncernens regnskab for tredje kvartal 2019. Med afhændelsen til SEAS-NVE af den danske el-distribution i selskabet Radius har Ørsted nået en vigtig strategisk milepæl. Dermed har virksomheden ifølge den afgående topchef Henrik Poulsen afsluttet transformationen til et globalt grønt energiselskab.
Fordi Ørsted er blevet en global specialistvirksomhed, der får stadig mindre driftsmæssig tilknytning til Danmark, er der ikke længere logik i at staten er medejer.
Ørsted er nu meget højt prissat
For det andet har kursen på Ørsted-aktier nu – efter en stigning på 56 pct. over det seneste år – nået et niveau, hvor der er lagt meget store forventninger ind i værdiansættelsen. Price/earnings (P/E) kan opgøres til omkring 55 for 2019 og estimeres til 42 for det forventede overskud i 2021.
P/E i andre europæiske energiselskaber, som f.eks. spanske Iberdrola, der ligesom Ørsted har investeret kraftigt i vindenergi og andre vedvarende energiformer, ligger omkring 20. Samtidig overgår Ørsteds markedsværdi på over 400 mia. kr. langt større peers som Electricité de France (EdF), der er cirka 240 mia. kr. værd. Det er altså et attraktivt tidspunkt at cashe ind på.
For det tredje afspejler den aktuelle høje værdiansættelse på Ørsted, at netop nu vurderes udsigterne for offshore vindkraft meget positivt. De optimistiske forventninger – og måske også Ørsteds eksempel – betyder, at adskillige andre store energiselskaber, både elselskaber og olieselskaber som Shell, BP, Total og Statoil, ser en spændende fremtid i offshore vind. Konkurrencen om at få adgang til de store internationale investeringsprojekter vil tage til.
Det vil presse priserne ved auktionerne ned. Den stigende konkurrence vil stille store krav om, at Ørsted kan opretholde havmølle-branchens laveste omkostningsniveau.
Risikoen for fejl vil stige
For det fjerde er det sandsynligt, at risikoen for, at Ørsted begår fejl, vil stige. Ørsted har indtil nu været dygtig til at udføre sine projekter. Regnskabet for tredje kvartal har dog allerede givet en lille forsmag på, at ikke alt vil gå som forventet. Det er nu sandsynligt, at selskabets projekter i 2023 og 2024 i USA bliver forsinkede.
Det er muligt, at de fleste af de mange milliardprojekter i øvrigt går efter planerne. Det tilsiger aktiekursen, at de skal. Men Ørsted får brug for al sin dygtighed for at styre de drastiske stigende milliardinvesteringer. Fra 2019 til 2025 er investeringsplanen på 200 mia. kr. Selskabet lærer naturligvis af sine erfaringer. Men stadigt større og mere komplekse projekter i stadig flere lande øger risikoen for kostbare fejlbedømmelser.
Auktionerne skal vindes, der skal forhandles med kunder, myndigheder, leverandører og underentreprenører, projekterne skal styres, de færdige anlæg skal drives profitabelt og sælges videre med gevinst. Hertil kommer det særlige usikkerhedsmoment, at havmølleprojekterne på mange markeder stadig er afhængige af tilskud.
Ørsted har vist, at selskabet magter opgaven. Men risikoen for fejl vil stige med antallet af projekter.
Hvorfor skal staten og skatteyderne deltage i den risiko? Når staten nu i stedet kunne realisere den enorme gevinst, som i øjeblikket kan opnås ved at sælge andelen i Ørsted. Dermed kan samfundet få midler til ny grøn forskning og en storstilet ny satsning på endnu flere former for grøn teknologi.
Argumentet om, at staten bør have kontrol med central infrastruktur er rimeligt. Men efter salget til SEAS-NVE er det ikke længere relevant. Og med den stigende integration af den europæiske energi-infrastruktur kan det danske samfund købe sin energi mange steder.
